Bemærk venligst at behandlingstiden for certificering, grundet ekstraordinær travlhed, som udgangspunkt vil være på op til 10 måneder.
Fra januar 2020 erstattes den kommunale tekniske byggesagsbehandling af den nye certificeringsordning. Her skal den certificerede statiker dokumentere og kontrollere overholdelse af krav til bærende konstruktioner, således at den valgte løsning lever op til reglerne i Bygningsreglementet 2018.
Statikere kan certificeres til konstruktionsklasse 2, til konstruktionsklasse 3 & 4 eller til at foretage tredjepartskontrol, alt afhængig af deres kvalifikationer og kompetencer.
Certificeringen er personlig og følger den certificerede statiker uanset ansættelsesforhold.
Det er vores mål, at ansøgere og andre interessenter oplever en objektiv, velkvalificeret og retfærdig certificeringsproces, hvor certificeringsaktiviteter udføres upartisk og med rette kompetencer. Certificering, Rambøll er en selvstændig afdeling i Rambøll koncernen.
For at blive certificeret hos Certificering, Rambøll skal du udfylde og indsende ansøgningsblanketten og vedhæfte bilag, der dokumenterer dine kvalifikationer og kompetencer. Ansøgningsmaterialet udgør grundlaget for, at vi kan vurdere og bedømme, om dokumentationen er dækkende og opfylder kravene i certificeringsordningen.
Du skal i din ansøgning indsende et velegnet projekt, som du selv vælger. Ansøger til konstruktionsklasse 3 & 4 samt tredjepartskontrol skal desuden give en mundtlig redegørelse af projektet.
Rambøll har kontorer over hele landet, hvilket gør det fleksibelt for dig, når du som et led i certificeringen skal give en mundtlig fremlæggelse af et projekt.
Til din forberedelse til ansøgningen anbefaler vi, at du udover at orientere dig her på hjemmesiden, læser vores ansøgningsblanket, dertilhørende vejledning og ikke mindst bilaget ”Redegørelse af kompetencer”, der oplister kravene til certificeringsordningen.
Herudover henviser vi også til ”Bekendtgørelse om certificeringsordning for dokumentation af tekniske forhold i bygningsreglementet” (BEK nr.1693 af 12/12 2023) og til den tilhørende vejledning.
I ”Bekendtgørelse om bygningsreglement 2018 (BR18)” (BEK nr. 1399 af 12/12 2019, med tilhørende ændringer) er kapitel 1, 15, 26, 28, 30, 32 og 33 essentielle.
Vi guider dig sikkert gennem ansøgningsproceduren her på hjemmesiden, og du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål til certificeringsordningen eller processen under din forberedelse til ansøgningen.
Ansøgere til tredjepart kan nu ansøge på et projekt i konstruktionsklasse 3 og konsekvensklasse 3, hvis man er certificeret til KK 3 & 4 og kan dokumentere fire års virke som certificeret.
§ 29: her præciseres at oversigten over projekter, den certificerede statiker indsender hver 12 måned, skal omfatte samtlige projekter, som er omfattet af bekendtgørelsens anvendelsesområdet, og som den certificerede har været tilknyttet, medvirket eller inddraget i som certificeret statiker, jf. BR18, kapitel 1 og 32-34 samt BEK 1693. Dette betyder, at følgende projekter tillige skal indgå i oversigten:
- projekter, hvor den certificerede statiker inddrages, jf. BR18, § 489, stk. 6
- For projekter, der anvendes som bedømmelsesgrundlag for en recertificering og årlig kontrol, skal der foreligge en sluterklæring.
Suspendering indsættes, så certificeringsbekendtgørelsen er i overensstemmelse med EN ISO/IEC 17024 standarden.
Certificeringsperioden er ændret således, at der foretages recertificering hvert 10. år.
Hvordan forløber certificeringsprocessen trin for trin?
Når du skal ansøge om at blive certificeret statiker, skal du udfylde ansøgningsblanketten, som du finder link til nedenfor. Der finder du også link til en udførlig vejledning til ansøgningen, link til CV-skabelon samt links til ”Redegørelse af kompetencer” for de forskellige konstruktionsklasser/tredjepartskontrol.
Der er mulighed for at tilføje kommentarer, herunder om der er særlige behov, vi skal tage højde for under certificeringsprocessen. Læs og markér samtykkeerklæringerne og indsend ansøgningen.
Du får besked om, hvorvidt dit ansøgningsmateriale er fyldestgørende og oplysning om den forventede behandlingstid. Er ansøgningsmaterialet ikke fyldestgørende, skal du indsende den manglende dokumentation indenfor en angivet tidsfrist. Er det ikke muligt at fremsende manglende dokumentation, afsluttes ansøgningsprocessen.
Under certificeringsprocessen vurderes og bedømmes dit ansøgningsmateriale og evt. mundtlig redegørelse af projektet af en eller to uvildige bedømmere, der foretager vurderingen og bedømmelsen uafhængigt af hinanden. Den endelige beslutning om certificering foretages af en uvildig beslutningsansvarlig.
Bedømmere og beslutningsansvarlig screenes forud for hver enkelt certificeringsproces for at eliminere enhver interessekonflikt og for at sikre, at den rette kompetence, erfaring og uafhængighed i forhold til den pågældende ansøger er til stede.
Ansøgningsmaterialet vurderes og bedømmes i forhold til, hvorvidt dokumentationen af dine kvalifikationer og kompetencer lever op til de relevante krav i certificeringsordningens bekendtgørelse nr. 1693.
Ved ansøgning til konstruktionsklasse 2 indsendes et eller flere projekter. En bedømmer gransker projektet/projekterne.
Der er ikke mundtlig fremlæggelse ved certificering til konstruktionsklasse 2.
Ved ansøgning til konstruktionsklasse 3 & 4 eller tredjepartskontrol indgår du en aftale med Certificering, Rambøll om afholdelse af en mundtlig redegørelse af projektet/projekterne.
Ved den mundtlige redegørelse skal du uddybe dit projektet og godtgøre selv at have virket på projektet som beskrevet i ansøgningsmaterialet og i overensstemmelse med god faglig praksis.
Efter fremlæggelsen vil de to bedømmere stille spørgsmål af afklarende og uddybende art. Der er afsat en ½ time til den mundtlige redegørelse og ½ time til spørgerunden.
Ønsker du at anvende en PowerPoint præsentation til din fremlæggelse, må den kun indeholde den information, der tillige indgår i den indsendte dokumentation. PowerPoint præsentationen skal du vedhæfte ansøgningen i pdf-format.
Den mundtlige redegørelse kan foregå på Rambølls lokalkontorer i Roskilde, Århus, Aalborg, Odense eller på Rambølls hovedkontor i København. Det er muligt, at du fremlægger via videokonferencerum overfor bedømmere på anden lokation. I så fald vil en tilsynsførende være til stede på din lokation.
Inden afholdelse af projektfremlæggelse skal du underskrive en fortrolighedserklæring om ikke at offentliggøre bedømmelsesmaterialer mv., samt at du ikke tager del i svigagtig praksis ved fremlæggelsen.
DANAK kan, som et led i deres kontrol af om Certificering, Rambøll til stadighed lever op til kravene som akkrediteret certificeringsorgan, overvære den mundtlige redegørelse.
Den beslutningsansvarlige foretager en samlet beslutning om certificering på grundlag af en eller to bedømmeres separate vurderinger.
Er betingelserne for certificering opfyldt, udstedes et certifikat, du skal underskrive og returnere til Certificering, Rambøll inden for en given tidsfrist, før det er gyldigt. Certificeringens gyldighedsperiode er fem år.
Der foretages indberetning til Social- og Boligstyrelsen om, hvilken konstruktionsklasse du er blevet certificeret til.
Er betingelserne for certificering ikke opfyldt, gives afslag om certificering. Beslutningen kan ankes til Certificering, Rambøll.
Som certificeret statiker skal du hver 12. måned indsende en oversigt over alle de projekter, du har virket i det forløbne år og hvortil der er meldt byggetilladelse. Oversigten anvendes til at vurdere, om du til stadighed lever op til kravene i certificeringsordningen. Desuden anvendes projektlisten til at udvælge minimum et projekt til stikprøvekontrol årligt, i tvivlstilfælde og ved recertificering.
For stikprøvekontrol udtager Certificering, Rambøll et tilfældigt projekt fra den årlige projektliste til bedømmelse. Det udtagne projekt skal have sluterklæring.
Dokumentation for certificeringsorganets kontrol skal indsendes indenfor en frist på 4 uger.
Du informeres om, hvorvidt betingelserne for certificering stadig er opfyldt. Er betingelserne ikke længere opfyldt, oplyses du om, hvorvidt der er tale om en suspendering eller fratagelse af certifikatet.
Certificering, Rambøll kan herudover, i tilfælde af tvivl om betingelserne for opretholdelse af certificering er til stede, på et hvert tidspunkt rekvirere fyldestgørende projektdokumentation, der skal indsendes inden for fire uger.
For certificerede statikere skal der foretages recertificering hvert 10. år. Recertificering består af en projektgranskning samt en mundtlig redegørelse.
Ved recertificering udvælger Certificering, Rambøll et projekt med sluterklæring fra indeværende certificeringsperiode på baggrund af de indsendte projektoversigter for at kontrollere at den certificerede løbende ajourføre kvalifikationerog opretholder de kompetencer, som man er certificeret til. Dette med henblik på at sikre at de til enhver tid gældende regler i BR18 overholdes.
Fyldestgørende dokumentation til bedømmelse skal indsendes inden for fire uger. Herefter indkaldes du til en projektfremlæggelse af det valgte projektmateriale (gælder ikke KK2 certificerede). Hvis betingelserne er opfyldt, udstedes nyt certifikat. Er betingelserne ikke opfyldt, fratages certificeringen
Ansøgningsblanketten til at blive certificeret statiker hos Certificering, Rambøll og den tilhørende vejledning samt CV-skabelon og ”Redegørelse af kompetencer” fungerer som et samlet hele.
Vejledningen til ansøgning kan med fordel printes ud og anvendes som tjekliste undervejs i din forberedelse til at ansøge.
CV-skabelonen udfyldes med oplysninger om dine uddannelser, kurser, ansættelser og relevante projekter og vedhæftes ansøgningsblanketten. ”Redegørelse af kompetencer” udfyldes og vedhæftes ansøgningsblanketten.
CV-skabelonen og ”Redegørelse af kompetencer” dokumenterer din opfyldelse af certificeringsordningens krav.
Herudover indeholder ”Redegørelse af kompetencer” også information om den mundtlige redegørelse af projekter i konstruktionsklasse 3 og 4 samt tredjepartskontrol.
I ansøgningsblanketten, vejledning og ”Redegørelse af kompetencer” henvises der løbende til bekendtgørelsen om certificeringsordningen (BEK nr. 1693), vejledning til denne og til bekendtgørelsen om bygningsreglementet 2018 (BR 2018) (BEK nr. 1399). Links til disse finder du i afsnittet 'Hvordan bliver jeg certificeret' ovenfor.
Se CV skabelon
Bemærk venligst at behandlingstiden for certificering, grundet ekstraordinær travlhed, som udgangspunkt vil være på op til 10 måneder.
Vi behandler ansøgninger fra alle EU-medlemslande, lande i EØS eller fra andre lande, som EU har indgået aftale med om gensidig anerkendelse af visse uddannelses- og erhvervsmæssige kvalifikationer.
Certificering forudsætter dokumentation af, at kvalifikationer og kompetencer ikke er væsensforskellige fra kravene i certificeringsordningens bekendtgørelse nr. 1693.
Ansøgnings-, certificerings- og recertificeringsprocessen er identisk med processerne beskrevet ovenfor. Ansøgnings- og bedømmelsessprog kan være dansk eller engelsk.
Hvis der er væsentlig forskel mellem dine kvalifikationer og kompetencer og det, der kræves i Danmark i henhold til certificeringsordningens bekendtgørelse nr. 1693, skal du påvise, at du har erhvervet de manglende kvalifikationer og kompetencer eksempelvis ved relevant kursus.
For more information about Certification of foreign structural engineers, see below.
Konstruktionsklasse 2 | |
Oprettelsesgebyr, udvælges og pre-screening af materiale | 10.300 DKK |
Certificering til KK2 | 41.500 DKK |
Årligt gebyr for registrering af projekter | 7.200 DKK |
Årlig stikprøvekontrol pr. projekt | 21.000 DKK |
Gebyr for ansøgning til recertificering (hvert 10. år) | 7.200 DKK |
Recertificering (hvert 10. år) | 41.5000 DKK |
Konstruktionsklasse 3 & 4 | |
Oprettelsesgebyr, udvælges og pre-screening af materiale | 10.300 DKK |
Certificering til KK3 & 4 | 114.000 DKK |
Årligt gebyr for registrering af projekter | 7.200 DKK |
Årlig stikprøvekontrol pr. projekt | 41.500 DKK |
Gebyr for ansøgning til recertificering (hvert 10. år) | 7.200 DKK |
Recertificering (hvert 10. år) | 114.000 DKK |
Tredjepartskontrol | |
Oprettelsesgebyr og pre-screening af materiale | 10.300 DKK |
Certificering til tredjepartskontrol | 114.000 DKK |
Årligt gebyr for registrering af projekter | 7.200 DKK |
Årlig stikprøvekontrol pr. projekt | 41.500 DKK |
Gebyr for ansøgning til recertificering (hvert 10. år) | 7.200 DKK |
Recertificering (hvert 10. år) | 114.000 DKK |
Skift af certificeringsorgan | |
Administrationsgebyr | 5.200 DKK |
Hvis materialet kræver ekstra granskning | 5.200 DKK |
Udvidet kontrol – for alle brandklasser og tredjepartskontrol | 10.000 DKK |
Certificering og recertificering, udenlandske kompetencer følger ovenstående priser | |
Midlertidig eller lejlighedsvis certificering følger ovenstående priser | |
Behandling af anke eller klage. Pris udgør 75% af ovenstående priser |
Priserne er ekskl. moms.
Oprettelsesgebyr betales ved ansøgning om certificering. Resterende beløb for certificering betales, når granskningen igangsættes. Viser det sig under granskningen, at materialet er svært tilgængeligt grundet manglende struktur, vil certificeringsorganet i særlige tilfælde kunne opkræve et ekstra gebyr.
Prisen kan justeres hvis Social- og Boligstyrelsen ændre lovgrundlaget.
Prisen reguleres 1 gang årligt, i januar, i henhold til ILON12 (MA Rådgivning mv.)
Nedenfor finder du de betingelser, der gælder inden for certificeringsordningen, udover hvad der fremgår af krav mv. jf. bekendtgørelsen om certificeringsordningen (BEK nr. 1693), vejledning til denne og bekendtgørelsen om bygningsreglementet 2018 (BEK nr. 1399).
Som certificeret statiker er du forpligtet til omgående at oplyse Certificering, Rambøll om forhold, der kan påvirke din evne til fortsat at opfylde certificeringskravene. Tilsvarende skal du meddele Certificering, Rambøll, hvis du ikke længere ønsker at opretholde din certificering.
Certificering, Rambøll kan ud fra en objektiv og saglig vurdering beslutte at fratage en certificeret statikers certificering.
Årsagen til fratagelse af certificeringen kan eksempelvis være, at Certificering, Rambøll finder, at en certificeret statiker ikke virker i overensstemmelse med kravene til statikerens virke eller ikke lever op til aktivitetskravet. Det kan være grundet en berettiget klage over en certificeret statikers virke eller ved misbrug af certifikat.
Ved fratagelse af certificering skal et gyldigt certifikat returneres til Certificering, Rambøll.
Certificering, Rambøll kan beslutte, at en fratagelse af certificeringen kan undtages, hvis den manglende opfyldelse ikke kan lægges den certificerede statiker til last, eksempelvis ved arbejdsfravær pga. barsel eller sygdom. Der fastsættes en ny frist for den certificerede statiker til at dokumentere, at betingelserne for certificering er opfyldt.
Suspendering af certificering kan komme på tale indtil forholdene, indenfor en af Certificering, Rambøll fastsat tidsfrist, igen er bragt til overensstemmelse med kravene.
Såfremt der ikke rettes op på de forhold, der førte til suspenderingen, indenfor tidsfristen, fratages certificeringen.
Årsager til suspendering kan f.eks. være, at den certificerede statiker ikke lever op til betingelser for certificering, kravene til virket eller ikke overholder frister ifm. kontroller.
Ved suspendering af certificering skal certifikatet returneres til Certificering, Rambøll.
I suspenderingsperioden skal den certificerede afstå fra både at markedsføre sig og at virke som certificeret statiker.
Hvis den certificerede statiker ikke kan opretholde kravene til vedkommendes certificeringsområde, kan en indskrænkning til lavere konstruktionsklasse komme på tale, hvis kravene her til stadig er opfyldt og forholdene taler herfor.
Ved indskrænkning af certificeringsområde skal et gyldigt certifikat returneres til Certificering, Rambøll.
Er statikeren certificeret til konstruktionsklasse 2, vil certificeringen ikke kunne indskrænkes, og certificeringen vil dermed blive tilbagetrukket.
Ønsker den certificerede statiker at udvide sin certificering til en højere konstruktionsklasse eller til tredjepartskontrol skal der dokumenteres for kravforskellene mellem den opnåede konstruktionsklasse og den ønskede. Certificerede statiker til konstruktionsklasse 2 skal lave en ny ansøgning til den ønskede højere konstruktionsklasse. Hvis en statiker er certificeret til konstruktionsklasse 3 & 4, skal der sendes en mail-ansøgning om dette til statikcertificering@ramboll.dk, hvorefter certificeringsorganet vender tilbage med en beskrivelse af processen.
Der vil være forskel på processerne, da kravforskellene kan betyde at der skal sendes et nyt projekt ind til granskning og projektfremlæggelse, hvis ikke projektet ved opnåede certificering lever op til kravene til certificering til tredjepartskontrol.
Certificeret statikere kan ansøge Certificering, Rambøll om at skifte fra et andet certificeringsorgan.
Ansøgningen skal indeholde:
- Gældende certifikat.
- Alle afgørelser, der er truffet over for den certificerede i indeværende certificeringsperiode.
- Alle resultater af de årlige bedømmelser af den certificeredes virke i indeværende certificeringsperiode.
Ansøgningen sendes som mail til: statikcertificering@ramboll.dk
Du må ikke fremsætte erklæringer om certificering, der ligger udenfor det område, certificeringen omfatter.
Du må ligeledes ikke anvende certificeringen på en måde, der kan bringe Certificering, Rambøll i miskredit og ikke fremsætte erklæringer vedrørende certificeringen, som Certificering, Rambøll kan betragte som misvisende eller uautoriserede.
I tilfælde af suspendering eller fratagelse af certificering skal du afstå fra forsat at markedsføre dig som certificeret, mens certificeringen er suspenderet eller ved fratagelse, afstå fra fortsat at henvise til din status som certificeret.
Hvis du ønsker at anke beslutningen om at blive certificeret eller en tilbagetrækning af dit certifikat, kan du anke til Certificering, Rambøll. Anken skal være skriftlig og være Certificering, Rambøll i hænde senest fire uger efter modtagelse af afgørelsen. Modtagelse af anken bekræftes og der gives løbende besked om, hvordan sagen skrider frem, samt om resultatet og at behandlingen af anken er afsluttet.
Anken behandles af en upartisk medarbejder, der ikke har været involveret i din certificerings- eller kontrolproces.
Ønsker du at klage over certificeringsaktiviteterne, kan du indsende en klage til Certificering, Rambøll. Klagen skal være skriftlig og kan kun omhandle de certificeringsaktiviteter som Certificering, Rambøll er ansvarlig for. Modtagelse af klagen bekræftes og der gives løbende besked om, hvordan sagen skrider frem, samt om resultatet og at behandlingen af klagen er afsluttet.
Klagen behandles af en upartisk medarbejder, der ikke har været involveret i din certificerings- eller kontrolproces.
Certificering, Rambølls afgørelser efter certificeringsordningens bekendtgørelse nr. 1693 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Modtager Certificering, Rambøll en underbygget klage over en certificeret person, forelægges denne den pågældende på et passende tidspunkt. Hvis det vurderes, at klagen giver anledning til kontrol af den certificeredes virke indkaldes det indberettede projekt til kontrol. Det vurderes om der skal foretages yderligere i form af suspendering eller tilbagetrækning af certificering.
Certificering, Rambøll henviser til at der tages betaling for behandling af anker og klager, se priser i prislisten.
Anker og klager sendes til statikcertificering@ramboll.dk
Certificering, Rambøll forstår vigtigheden af upartiskhed i udførelsen af sine certificeringsaktiviteter, at det håndterer interessekonflikter og sikrer objektivitet ved udførelsen af certificeringsaktiviteterne.
Behandling af anker og klager i Certificering, Rambøll er underlagt fortrolighedskrav, ligesom al anden certificeringsaktivitet, der på nogen måde relaterer sig til ansøgere og certificerede statikere er. En certificeret statikers status indberettes dog til Social- og Boligstyrelsen, ligesom Certificering, Rambøll ved forespørgsel verificerer og oplyser, om en person har en gældende certificering, samt hvilken klasse personen er certificeret til. Oplysninger forventes på sigt at blive tilgængelige på Rambølls hjemmeside.
De under certificeringsprocessen indsamlede oplysninger arkiveres hos Certificering, Rambøll og opbevares i fem år efter at kundeforholdet er ophørt. Læs mere om hvordan vi behandler personoplysninger i vores privatlivspolitik for Certificering, Rambøll her.
Certificering, Rambøll har oprettet et rådgivende udvalg med interessenter fra ingeniør- og byggebranchen. Formålet er uformelt og uforpligtende at udveksle viden og synspunkter vedrørende certificeringsordningen for statikere. Medlemmer er udvalgt på baggrund af deres erfaring, branchekendskab, vidensområder mv., så der er bred repræsentation i udvalget.
For certificering som statiker stilles der krav om, at ansøgeren kan dokumentere viden om og kompetencer indenfor byggetekniske forhold og anvendelse af bygningsreglementets bestemmelser for konstruktioner, samt udformning og kontrol af statisk dokumentation i henhold til SBi 223 eller SBi 271.
- Ingen krav om certificering til byggearbejde omfattet af konstruktionsklasse 1.
- Dokumentere viden om byggetekniske forhold på et niveau svarende til 180 ECTS-point, hvoraf 60 ECTS-point relaterer sig til design, analyse og projektering af bærende konstruktioner.
- Dokumentere 3 års erfaring inden for de seneste 5 år med projektering og kontrol af bærende konstruktioner.
- Projekt skal indsendes til bedømmelse.
- Dokumentere viden om byggetekniske forhold på et niveau svarende til 210 ECTS-point, hvoraf 90 ECTS-point relaterer sig til design, analyse og projektering af bærende konstruktioner.
- Dokumentere 5 års erfaring indenfor de seneste 10 år med projektering og kontrol af bærende konstruktioner.
- Projekt skal indsendes til bedømmelse.
- Mundtlig fremlæggelse af projekt.
- Dokumentere viden om byggetekniske forhold på et niveau svarende til 210 ECTS-point, hvoraf 90 ECTS-point relaterer sig til design, analyse og projektering af bærende konstruktioner.
- Dokumentere 9 års erfaring indenfor de seneste 14 år med projektering og kontrol af bærende konstruktioner.
- Projekt skal indsendes til bedømmelse.
- Mundtlig fremlæggelse af projekt.
Hvis ansøger ER certificeret til KK3&4 og kan dokumentere minimum 4 års virke som certificeret statiker, kan der ansøges om certificering til tredjepartskontrol. Her er krav til projektet, at det skal være i konstruktionsklasse 3 og konsekvensklasse 3.
If you would like to qualify as a certified structural engineer on Danish building projects, certification is open to consultants with foreign qualifications and competences. To be certified you must meet the Danish requirements. Please read more here.
Certification for structural engineers is also open to foreign engineers who wish to work as a structural engineer on Danish building projects on a temporary or occasional basis.
To be certified you must meet the Danish requirements. Please read more here.
Bemærk venligst at behandlingstiden for certificering, grundet ekstraordinær travlhed, som udgangspunkt vil være på op til 10 måneder.
Vejledning til ansøgning
CV-skabelon
Redegørelse af kompetencer for konstruktionsklasse 2
Redegørelse af kompetencer for konstruktionsklasse 3 og 4
Redegørelse af kompetencer for tredjepartskontrol
Certification, Ramboll
T: +45 51 61 44 08