Drivkraft til ståltransformation

Anna Ekdahl, direktør for energiintensive industrier hos Rambøll, giver sit syn på markedsudsigterne for stål med lavere emissioner og de skridt, som stålproducenter kan tage for at komme i gang med deres dekarboniseringsrejse.

Hvad er dine tanker om resultaterne af Rambølls og Climate Groups nye rapport? "2024 Market Outlook on Lower Emission Steel and Concrete"?

Anna: Min første tanke er, at flere virksomheder end forventet er villige til at betale for stål med lavere emissioner, hvilket er vigtigt for at retfærdiggøre business cases for reduktion af emissioner.

Men ud fra et energiperspektiv vil jeg også gerne understrege, hvor kompleks og dyr denne omstilling er. Energy Transitions Commission understregede f.eks. for nylig behovet for en årlig investering på 1,1 billioner dollars i netinfrastruktur frem til 2050 for at nå det globale mål om netto-nuludledning. Og det er bare netinvesteringssiden! Så er der de tekniske, kommercielle og miljømæssige kompleksiteter, som også skal håndteres.

Vi kan allerede nu se, at grøn brint og grøn elektricitet ikke vil være i stand til at opfylde de kommunikerede krav, og det vil kun blive værre i de kommende år. Det er nogle gange nemt at kommunikere ambitioner, men når man kradser i overfladen, er alt ikke på plads til at bakke påstandene op. Det er vigtigt, at virksomheder kan udfordre udsagn og gennemskue hypen for at forstå risikoen korrekt.

Det, vi ser på, er faktisk en fuldstændig omlægning af hele energiøkosystemet for at afkarbonisere stålindustrien - så vi er nødt til at begynde at flytte nålen nu.

Hvilke muligheder er der for at dekarbonisere stålindustrien?

Anna: Det, som de fleste dekarboniseringsprojekter kommunikerer lige nu, er vindkraft og grøn brint, hvilket selvfølgelig er en god strategi, hvis det ikke var fordi, denne energi ikke er tilgængelig i øjeblikket.

Det ekstreme elforbrug, som denne overgang til brint medfører, betyder, at der er behov for en massiv forøgelse af elproduktionen og elnettet, som skal finansieres og realiseres på en måde, der både er økonomisk forsvarlig for samfundet og ikke bringer virksomhedernes konkurrenceevne i fare. Omfanget af denne ændring betyder, at det vil have betydelige konsekvenser for samfundet, hvis disse brintinvesteringer ikke bliver til noget eller bliver mindre end planlagt.

Den gode nyhed er dog, at der er flere andre energiforsyningsmuligheder med risikoprofiler, der er markant anderledes end grøn brint. For eksempel er brintproduktion ikke udelukkende afhængig af elektricitet; den kan også komme fra naturgas. Og bio-syngas er en tredje mulighed. Alternativer og risikoprofiler kan variere betydeligt på tværs af regioner.