Fordele ved en offshore-infrastruktur for havøkosystemer

Lara Alvarez, Managing Consultant og Samantha Deacon, Senior Managing Consultant

Havmiljøet står over for et stigende pres fra klimaændringer, affaldshåndtering og ressourceforvaltning samt ødelæggelse af habitater. Og debatten om drivkræfterne i OSPAR-konventionen blusser op igen i forbindelse med beskyttelse af Nordsøen. Er det ved at være på tide at tage en mere holistisk tilgang og vurdere bæredygtigheden ved nedlæggelse af offshore-infrastruktur? Regeringer bør evaluere de forskellige muligheder i forhold til miljøansvar, at levere mest værdi for pengene og overveje, hvordan andre lande, f.eks. Malaysia, USA og Mexico, med held bruger nedlagte platforme til at forbedre fiskebestandene.

I forbindelse med offshore-nedlæggelse er Storbritannien et af de største og hurtigst voksende markeder målt i værdi. Næsten en hel million tons olie- og gasinstallationer, rørledninger og undervandsanlæg skal fjernes inden for de næste syv år. Som det ser ud nu, fører EU-landene en politik, der går ud på at fjerne alle konstruktioner i offshore olie- og gasplatforme fuldstændigt. Forskning tyder imidlertid på, at en fuldstændig fjernelse af sådanne strukturer rent faktisk kan have negative konsekvenser for værdifulde havøkosystemer.

Det er ikke kun en stor teknisk udfordring. De økonomiske konsekvenser ved planerne er også overvældende. De britiske olie- og gas- og skattemyndigheder anslår omkostninger på 61 milliarder britiske pund til aktiviteterne. For skatteydernes vedkommende er der beregnet et yderligere beløb på 24 mia. GBP på grund af høje, skattefradragsberettigede udgifter.

Ud over omkostningerne og de tekniske udfordringer kræver den fysiske størrelse af nedlukningerne afvejning af en række andre faktorer, herunder sikkerhed for det tekniske personale, forstyrrelser eller fjernelse af habitater og det havliv, de understøtter, reduktion af de biologiske forbindelser mellem platformene, genåbning af områder til bundfiskeri, bevægelser i nedsunket forurening samt CO2-fodaftrykket i forbindelse med fjernelse af piloterede konstruktioner.

De mange overvejelser har betydet, at antallet af videnskabelige publikationer, der har til formål at øge forståelsen af virkningerne af at fjerne disse menneskeskabte strukturer i Nordsøen, er vokset i takt med forskningsprogrammer som f.eks. INSITE.

De første resultater stemmer med resultaterne fra mere omfattende forskning i andre havområder, f.eks. Den Mexicanske Golf, og der ser nu ud til at være en bredere forståelse af, at manglende overvejelser om de negative følger af nedlæggelse af offshore-anlæg i Nordsøen kan have meget skadelige konsekvenser for havøkosystemerne. Mange af anlæggene i Nordsøen har været der i over 30 år og har skabt økologiske samfund, herunder beskyttede koldtvands-koralarter på strukturerne og mobile organismer som krebsdyr og fisk, der udnytter de forskellige økologiske nicher, som disse habitater giver til føde eller reproduktion. Stigningen i havbundenes heterogenitet og tilvejebringelsen af en sikker zone, som tiltrækker fisk og understøtter fremkomst og vækst af larver og pelagisk yngel, øger i sidste ende fiskeriet.

Den videnskabelige litteratur viser, at udelukkelseszonerne, som sætter grænser for fiskeri og andre aktiviteter omkring platformene, på grund af deres alder og isolerede beliggenhed har samme egenskaber som beskyttede havområder. Udelukkelseszonerne tjener til at støtte bevarelsen af benthos og reducere overfiskeri.

Fiskernes mistede adgang kompenseres delvist af den øgede fiskeriproduktion, der stammer fra fiskeoverskud i nærheden af udelukkelseszonerne. Det reducerer fangstindsatsen pr. enhed ved fiskeri af kommercielle fiskearter. Derfor taler nogle regeringer og forskere for at bruge udelukkelseszoner som et redskab til at støtte forvaltningen af havets ressourcer i kombination med fiskekvoter eller nedlukning af fiskeri.

Malaysias fiskeriministerium har endda en politik for at flytte platforme til etablerede fiskepladser for at bevare fiskebestandene og reducere overfiskeri. Der er også evidens for, at nogle anlæg danner et net af kunstige rev, og at de er biologisk forbundne. Det placerer netværkets samlede habitatværdi og den dermed forbundne produktivitet højere end dets individuelle dele.

På trods af denne evidens fortsætter den britiske regering og dens naboer i Nordsøen med at håndhæve en politik for ren havbund i OSPAR-beslutning 98/3, som forbyder helt eller delvist at efterlade anlægget på havbunden og kræver, at området vender tilbage til sin "naturlige tilstand" efter nedlæggelsen. Denne politik anerkender ikke, at økosystemer med bløde sedimenter, der er blevet ændret ved menneskelig aktivitet, med tiden kan have udviklet sig til et kunstigt revhabitat, således at en fuldstændig fjernelse af platformen vil medføre tab af det forbedrede økosystem – for altid.

Politikken går fejlagtigt ud fra, at alle menneskeskabte konstruktioner har en lavere økologisk værdi end de havhabitater, der fandtes før opførelsen. Derfor er denne politik ikke tilstrækkeligt fleksibel i forhold til nedlukningsstrategier, der ser ud til at stride med forsigtighedsprincippet. Fravigelser fra en fuldstændig fjernelse baseres udelukkende på tekniske kriterier, og derfor tillades de muligvis ikke.

De stigende videnskabelige vidnesbyrd for de utilsigtede konsekvenser af nedlæggelse af offshoreanlæg, kombineret med den stigende intensitet i nedlæggelsesindsatsen og store investeringsprogrammer, burde kunne gøre Storbritannien til den førende globale aktør inden for bæredygtig nedlæggelse.

Forskning og udvikling, der er fokuseret på at ændre den konventionelle tilgang til nedlæggelse, samt omkostningsreduktioner for skatteyderne og olie- og gasindustrien, burde udløse en stærkt tiltrængt debat om nedlukningsmetoder i Nordsøen. Her er en god lejlighed til at undersøge, hvordan omfattende nedlæggelse påvirker havøkosystemers bæredygtighed på lang sigt.

Hvis vi virkelig skal beskytte miljøet, skal kompleksiteten og variationen i design, installation og drift af de enkelte olie- og gasanlæg afspejles i en fleksibel politik, der giver mulighed for skræddersyede løsninger til hver enkelt platform, og som søger en bredere forståelse af de utilsigtede konsekvenser ved fuldstændig nedlæggelse.

En holistisk tilgang bør afveje det forventede tab med nytteværdien fra det kunstige revs økosystem sammen med fordelene ved at forvalte økosystemet i dets nuværende tilstand eller delvise tilstand i forhold til virkningerne af en fuldstændig nedlæggelse.

Den fleksible tilgang skal på ingen måde ses som en tilladelse til at forurene. Foranstaltninger til sikker afvikling af anlægget, herunder udskylning af rørledninger, kan integreres i en realistisk nedlæggelse.

Faktisk vil en veludformet nedlukningsstrategi finde og minimere utilsigtede konsekvenser for miljøet. Dette er særlig vigtigt i betragtning af det nuværende store pres på havøkosystemer, herunder udtynding af fiskebestandene på havbunden, tab af habitater og økosystemer, der er under konventionel fiskeriforvaltning, samt ændringer i havenes vandcirkulation og lagdeling på grund af klimaændringer.

En analyse af alternativer til nedlæggelse bør for hvert enkelt anlæg baseres på en transparent vurdering, der anvender robuste videnskabelige metoder som f.eks. analyse af ressource- eller habitatækvivalens, Green Book Value-for-Money-rammerne og NEBA (Net Environmental Benefit Analysis) understøttet af rammer for økosystemydelser.

Det er helt centralt at identificere omkostninger, fordele og indvirkninger forbundet med de forskellige muligheder for nedlæggelse og tydeligt fremlægge afvejningerne. Det vil sikre, at de miljømæssige og socioøkonomiske nettovirkninger analyseres side om side med tekniske, omkostningsmæssige og sikkerhedsmæssige kriterier. Det vil skabe mulighed for en velafbalanceret beslutning for en specifik platform som en del af en bredere samling af biologisk forbundne offshoreanlæg.

I sidste ende vil den måde, hvorpå regeringen beslutter at gå i gang med nedlæggelsen af olie- og gasplatforme, tjene som eksempel for en række nyere offshore-infrastrukturer som f.eks. vindmøller, som vil kræve nedlæggelse i den nærmeste fremtid. At holde styr på kredsløb, design, installation og udrangering af nye infrastrukturer vil sikre, at vi har lært af olie- og gasindustrien og hvis de integreres fuldt ud i de tidlige projektplanlægningsfaser, vil det forhåbentlig øge konstruktionernes habitatværdi i havmiljøet og minimere forstyrrelser i økosystemet.

Rambøll anvender en analyse af miljømæssige nettofordele (NEBA) til at værdisætte miljøet. NEBA er et værktøj til cost-benefit-analyse, der tager hensyn til miljø, samfund, økonomi, energi, sikkerhed og tekniske muligheder for at afveje forskellige nedlæggelsesmuligheder. Det er muligt at integrere kriterier, men det primære fokus er biodiversitet og de ydelser, som økosystemerne leverer. Derefter kan beslutninger træffes med større gennemsigtighed og med kendte konsekvenser. Beslutninger, der træffes for at optimere en ydelse, f.eks. bevarelse af konstruktionen til gydningshabitater og opvækstområder, vil sandsynligvis gavne beslægtede ydelser som f.eks. fødevareproduktion gennem havfiskeri. Disse beslutninger kan være særlig vigtige, når de træffes i en bredere sammenhæng, herunder rapporter om overfiskeri, der fører til tømning af fiskebestandene i regionen.