Fergus Wooler
14. december 2023
Infrastruktursektoren aftager ikke hurtigt nok i CO2-udledninger. Dette skal ændres
"CO2-reduktion i infrastruktursektoren", en ny rapport fra FIDIC, giver en best practice-tilgang gennem hele infrastrukturprojekternes livscyklus, med fokus på scope 3-emissioner. Rambølls Elina Kalliala og Saila Vicente gennemgår rapportens konklusioner og giver forslag til at overvinde de vigtigste barrierer for storskala-ændringer i udviklingen af en lavemission infrastruktur.
Infrastrukturprojekter er typisk komplekse, langvarige og i storskala, med miljømæssig og klimamæssig indvirkning i anlægs-, vedligeholdelses- og driftsfaserne. De valg, som beslutningstagerne træffer i disse faser, bestemmer ofte projekternes livscyklus CO2-emissioner.
Eftersom infrastruktur er blandt de største bidragsydere til globale CO2-emissioner, har sektoren en presserende forpligtelse til at integrere CO2-reduktioner gennem aktivernes livscyklus og hjælpe sektoren med at forblive inden for 1,5 °C-tærsklen for global opvarmning.
Rapporten, der er skrevet i samarbejde med Rambøll og konsulentvirksomheden Arcadis, og lanceret af FIDIC (den internationale sammenslutning af rådgivende ingeniører) i september 2022, giver en vejledning for rådgivende ingeniører og entreprenører i den globale infrastruktursektor i anvendelse af scope 3 CO2-emissioner på nedstrømsaktiviteter.
Rambølls Elina Kalliala og Saila Vicente, der var medforfattere på rapporten, hjalp os med at opsummere rapportens hovedkonklusioner.
Hvad er dine tre vigtigste pointer fra rapporten om at reducere CO2-emissioner i infrastruktur?
Elina: Et unikt aspekt ved denne rapport er, at den detaljerer retningslinjer for at reducere CO2 i infrastruktur i alle faser af projektlivscyklussen. Når vi kan se det større billede, og hvordan det hele hænger sammen, giver det os mulighed for at træffe mere informerede beslutninger om, hvor vi kan gøre den største forskel i at minimere emissioner.
Rapporten kalder også på et fundamentalt skift i den måde, vi traditionelt tilgår infrastruktur.
Med henblik på at reducere det indbyggede CO2 er vi nødt til at overveje, om vi kan opgradere eller ændre formålet for den eksisterende infrastruktur, før vi overvejer at bygge nyt.
Hvor nybyggeri er nødvendigt, bør designet være enkelt for at minimere materialeforbrug, robust for at maksimere levetid og cirkulært for at sikre, at elementer er afledt af genbrugsmaterialer og selv kan genbruges.
En sidste pointe fra rapporten er at overveje de bredere virkninger af infrastrukturudvikling. For eksempel forbruger infrastruktur mere end halvdelen af verdens materialer – og for at sætte dette i perspektiv forårsager ressourceudvinding og -forarbejdning 90% af tabet af biodiversitet samt 50% af de globale CO2-emissioner. Sociale aspekter glemmes også ofte, selvom det er mennesker, der bruger infrastrukturen eller bor ved siden af den.
Hvordan kan vi – som ingeniørkonsulenter – påvirke infrastrukturudviklere og -investorer til at minimere kulstofemissioner i deres værdikæde?
Saila: Slutbrugere har en afgørende rolle at spille i den kulturelle ændring, der er brug for omkring infrastrukturudvikling. For eksempel, når vi introducerer mere cirkulære materialer i infrastrukturprojekter, kan aktiverne se mindre tiltalende ud rent visuelt, på trods af, at de er holdbare og fuldt funktionsdygtige. Vi skal være mere aktive i forhold til at holde slutbrugerne informeret for at sikre, at de forstår og accepterer ny praksis inden for lavemission.
Som konsulenter bør vi forsøge at engagere os med udviklere og investorer på de tidligste stadier af planlægningsprocessen. Hermed kan vi få den størst mulige indvirkning på CO2-emissionerne gennem hele aktivets livscyklus og stille spørgsmål ved, om ny infrastruktur overhovedet er nødvendig.
Hvad er de vigtigste barrierer for storskala og vedvarende ændring i udviklingen af lavemission infrastruktur – og hvordan kan de overvindes?
Elina: Der er generelt en manglende bevidsthed om, at cirkulære tilgange kan være mere omkostningseffektive. Anskaffelse af bæredygtige materialer kunne kræve højere investeringer, men vi kan fremhæve talrige eksempler, hvor besparelser er blevet realiseret med lavemissionsløsninger.
For yderligere at bringe omkostningerne ned, har vi brug for hurtigt at skalere markedet for cirkulære materialer og lavemissionsmaterialer. Jeg mener, at vi har brug for brancheomfattende aftaler, der forpligter til indkøb af nye materialer såsom lavemissionsbeton. Leverandørerne vil hermed føle sig trygge ved at øge produktionen af disse materialer.
Saila: Tilgængeligheden af miljøvaredeklarationer (EPD) påvirker også overgangen. En pålidelig information, især om de mest emissionsintensive komponenter, ville styrke udviklingen af lavkulstofalternativer.
Er de rette politikker på plads til at håndhæve reduktioner i infrastrukturemissioner?
Saila: Vi ser en stadig skrappere national lovgivning omkring nedrivning, affald og udlægning af ny infrastruktur. I EU har vi den grønne pagt og den cirkulære taksonomi, som driver forandringerne.
Jeg mener, at vi har brug for yderligere regulering, der tvinger os til at prioritere bevarelse af eksisterende infrastruktur og overveje, om nybyggeri overhovedet er nødvendigt.
Der hvor nye konstruktioner er den eneste mulighed, ville vi drage fordel af politikker, der tilskynder til innovation i cirkulære materialer.
Vi bør stimulere efterspørgslen efter sådanne materialer ved at gøre teknisk standardisering og regulering mere tilpasningsdygtig over for innovative materialer med henblik på at fjerne de formodede risici, som udviklere og forsikringsselskaber i øjeblikket forbinder med disse materialer.
Hvad skal der til, for at infrastruktursektoren hurtigt kan adoptere disse nye tilgange?
Elina: Interessen for nye tilgange og materialer er vokset, især hvor myndighederne stiller højere krav. I takt med at bevidstheden vokser, anerkendes sammenhængene mellem de potentielle miljømæssige, økonomiske og sociale fordele ved at handle. Der opstår modstand, når ændringerne anses for at være for risikable eller komplekse. Som branche skal vi blive bedre til at håndtere de risici, der skal tages, og formidle erfaringerne med at bruge nye tilgange og cirkulære materialer.
Vi bør overbevise organisationerne om, at integrering af mere bæredygtig praksis ikke er så kompleks, som de antager. Gennem f.eks. igangsættelse af tværsektoriel videndeling, der fokuserer på håndgribelige handlinger, bedste praksis og eksempler, kan vi gøre det muligt for dem at navigere i og omfavne forandringen.
Download rapporten “Decarbonisation of the Infrastructure Sector” her.
Vil du vide mere?
Elina Kalliala
Sustainability Director, Transport
+358 50 5111866