Cirkulær disruption i bygningernes værdikæde

I de seneste måneder er der kommet mere fokus på omstillingen til cirkulær økonomi i bygningernes værdikæde. Omstillingen har hele tiden været tilbageholdt af inkonsekvente definitioner med deraf følgende svigtende forståelse, mangel på håndgribelige business cases og utilstrækkelige regulatoriske mekanismer. Nu er definitionen dog blevet mere klar. Det skyldes nye regler som f.eks. EU-taksonomien og EU's initiativ for bæredygtige produkter, som både omfatter ændringer af forordningerne for byggevarer og den nye forordning om miljøvenligt design for bæredygtige produkter.

Der ses også et øget pres på investorerne gennem anvendelse af SFDR (Sustainable Finance Disclosure Regulation), som tvinger investorerne til tydeligt at deklarere deres investeringer med hensyn til deres bæredygtige indvirkning. Omstillingen til en cirkulær økonomi er en del af EU-taksonomien og vil derfor få en bæredygtig indvirkning på investeringsbeslutningerne.

Når dette kobles med erkendelsen af, at det i praksis vil være umuligt at opfylde kravene i Paris-aftalen uden en omstilling til cirkulær økonomi, forventer man nu en betydelig disruption i bygningernes værdikæde. Det vil få integrationen af cirkulære økonomiske principper i de forskellige aktørers arbejde i bygningernes værdikæde til at skifte fra noget, man kan vælge, til noget, man er nødt til at gøre.

Den aggressive regulering kombineret med investor- og kundeforventninger betyder, at ingen aktør i bygningernes værdikæde kan undgå at blive påvirket af den forventede cirkulære disruption, hvor alle aktører vil blive presset til at levere på en omstilling af værdikæderne til en cirkulær økonomi.

Den nedenstående figur viser de vigtigste aktører i værdikæden og de indbyrdes forbindelser. I de følgende afsnit bliver nogle af de centrale spørgsmål for de enkelte aktører uddybet yderligere.

Lad os først se på investorerne. Investeringer kræver tillid, og tillid kræver klarhed. Den største hindring for cirkulære investeringer har indtil nu været manglende klarhed omkring, hvad en cirkulær investering egentlig er, og hvordan man måler dens håndgribelige indvirkning.

Indførelsen af EU-taksonomien (selvom den langtfra er perfekt) sætter struktur på, hvad der er bæredygtige investeringer, og hvad der ikke er. EU's taksonomi for cirkulær økonomi, som i øjeblikket findes som udkast, gør det muligt for investorer at deklarere investerings- og fondstyper i forhold til deres tilpasning til cirkulære økonomiske principper. Det vil fremme investeringsstrømmene til cirkulær teknologi og infrastruktur, der passer med taksonomien. Disse investeringer forventes at stige eksponentielt over de kommende år.

Men de nye investeringsmuligheder kommer med en ny bølge af komplekse lovkrav. Deklareringen af investeringsfonde, der er baseret på strenge oplysningskrav, f.eks. artikel 8 (lysegrøn) og artikel 9 (mørkegrøn), giver investorerne klarhed med hensyn til cirkulære og bæredygtige indvirkninger, men de kræver indgående teknisk ekspertise i forbindelse med vurderingskrav, fortolkning af tekniske kriterier og screeningsprocesser.

Skiftet fra en engangsscreening til en integrering af taksonomiske kriterier i investeringsstrategi og -planlægning kræver en omfattende udbygning af kapaciteten i de forskellige trin i investeringscyklussen. Planer til optimering af investeringsafkast med tanke på kriterier om cirkulær økonomi kræver ændringer af både KPI'er og mål. Det vil tydeligvis påvirke kravene til fremtidige porteføljer og fonde og derigennem alle andre aktører i værdikæden.

Ligesom investorer vil offentlige myndigheder og agenturer spille en afgørende rolle i forbindelse med at stimulere efterspørgslen efter cirkulære bygninger, og de kommer til at bestemme den disruptive vej til cirkularitet for den offentlige sektor. Det vil dog være en stor udfordring at finde ud af, hvordan denne vej kommer til at se ud.

Hvordan skal effektive frontløber- og demonstrationsprojekter udformes for at stimulere de stærkt tiltrængte nye cirkulære produkter og processer på de umodne cirkulære markeder? Hvordan kan man omsætte det, man lærer fra disse projekter, til effektive politiske instrumenter, herunder ambitiøse krav til offentlige indkøb eller realistiske minimumskrav til cirkularitet, som kan rulles ud med det samme?

Der skal holdes en fin balance mellem at drive omstillingen med den nødvendige hastighed uden at gå på kompromis med andre politiske dagsordener (f.eks. økonomisk overkommelige og bæredygtige boliger) eller eksisterende rammer og processer (f.eks. allerede obligatoriske bæredygtighedscertificeringsordninger som DGNB).

I sidste ende vil de offentlige myndigheders og agenturernes voksende politiske mandat og deres brede vifte af politiske stimuli gradvist få integrationen af cirkularitet til at blive et "must" i alle offentlige bygninger. Den stærke indflydelse fra offentlige indkøb, obligatoriske cirkularitetskrav eller klima- og ressourcemål vil påvirke andre aktører i bygningernes værdikæde.

Ejere af aktiver, f.eks. private virksomheder med en række produktionsanlæg eller virksomheder med mange kontorbygninger, er som standard vigtige komponenter i værdikæden. De beskæftiger sig måske ikke selv med at opføre eller udvikle bygninger, men de har pligt til at sikre, at deres eksisterende aktiver egner sig til fremtiden, og at den fremtidige udvikling af aktiverne følger forordninger, der relaterer sig til cirkularitet. Dette vil blive langt mere udtalt med indførelsen af direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering - en introduktion, der også vil medføre den europæiske standard for rapportering af bæredygtighed i forbindelse med ressourcestyring og cirkulær økonomi (ESRS 5). Kapitalejernes klimamæssige ambitioner vil også lægge vægt på cirkulære bygninger.

Aktivejerens vigtigste instrument for ændringer er indkøb. Det er afgørende at udvikle en cirkulær indkøbsstrategi og kriterier for at sikre, at fremtidige aktiver er i overensstemmelse med cirkulære principper, f.eks. genbrugelige eller komposterbare produkter og materialer.

Eksempler på sådanne kriterier er indkøb af produkter, der genbruges, som er modulære, holdbare eller har genanvendt indhold eller ydelser, der muliggør reparation, returnering eller ressourceeffektivitet, og som har lave miljøpåvirkninger. Skalering af cirkulære praksisser kræver en række organisatoriske ændringer, f.eks. nye retningslinjer, platforme, informations- og lagringssystemer, samarbejde på tværs af afdelinger og partnerskaber med leverandører og aftagere.

Projekter med et højt potentiale skal identificeres på baggrund af forventede indvirkninger og gennemførlighed, ledsaget af nye KPI'er, der understøtter overvågning og rapportering.

Udviklere står over for en lang række udfordringer i den cirkulære omstilling. For udviklere er det afgørende at kunne tiltrække investeringer og vise investeringsafkast. Men vil integrationen af cirkulære principper i ejendomsudvikling øge værdien, når den afvejes mod omkostningerne? Både for bolig-, erhvervs-, salgs- eller udlejningsbyggeri? Forordninger fjerner nogle af tvetydighederne med hensyn til, om udvikling er cirkulær eller ej, men de fjerner ikke usikkerheden for udviklere med hensyn til værdiskabelse.

Cirkulære parametre, kriterier og den overordnede værdi skal forklares for både investorer og lejere/købere. Forordninger hjælper med at formulere den overordnede værdi, men udvikleren står over for en stejl indlæringskurve, fordi udviklerens rolle er central i forhold til både at tiltrække cirkulære investeringer og drive investeringerne gennem hele værdikæden.

Udvikleren forventes at omsætte cirkulære ambitioner og forordninger til virkelighed. I øjeblikket har udviklere måske ikke erfaring nok til at forstå og anvende nye cirkulære parametre og kriterier. Det er ikke kun en udfordring at fortolke de nye standarder og mål, men også at identificere, hvordan målene kan opfyldes i byggeprojekter i den virkelige verden. Man er nødt til at gentænke udbud og planer i forhold til, hvordan cirkulære kriterier og nye standarder kan integreres i udviklingsprojekterne. Her skal man se på hele livscyklussen, samtidig med at der tages højde for de økonomiske konsekvenser af de beslutninger, der skal træffes. Alt dette kræver i mange tilfælde en radikal nytænkning.

Ydelsesudbydere som f.eks. arkitekter og ingeniører skal nu finde tekniske og designmæssige løsninger på nye cirkulære bygningskrav og ambitiøse standarder, som gives videre fra investorer og bygherrer. Ydelsesudbyderen skal tage højde for cirkulære krav gennem bygningens livscyklus, dvs. planlægning, design, opførelse, drift og adskillelse. Alle trin i byggecyklussen tvinger ydelsesudbyderen til at genoverveje sin tilgang.

Designfasen kræver for eksempel overvejelser om design med henblik på holdbarhed, modularitet, tilpasningsevne og adskillelse for at optimere og øge værdien over tid i de forskellige bygningslag (f.eks. konstruktioner, klimaskal og bygningssystemer). Designeren skal også overveje integration af højere andele af genvundne materialer og genbrugsmaterialer for at opfylde ambitiøse mål fra lovgivningen og investorerne.

Producenter vil blive udsat for skarp konkurrence med hensyn til produkternes miljømæssige og cirkulære egenskaber og deres overholdelse af cirkulære kriterier. Disse krav er værdikæden allerede begyndt at stille, f.eks. procentvist genanvendt indhold og genanvendelighed. Nye markedsdeltagere, der ikke kun tilbyder produkter, men også forretningsmodeller, der opfylder de nye krav, vil øge konkurrencen betydeligt og skabe disruption i værdikæden.

For at kunne indoptage disruptionen og forblive konkurrencedygtige skal producenterne ikke blot opdatere deres design og fremstillingsprocesser, men også det specifikke materialeindhold. Under denne indsats skal man håndtere forsyningsrisici, f.eks. knaphed på sekundære og biobaserede materialer fra de underudviklede og ustabile forsyningsmarkeder.

Producenterne skal også have et bredere perspektiv i forhold til at håndtere livscykluseffekter ud over produktionen (f.eks. under brugen eller ved udtjent levetid). Det kan være ydelser, der gør det muligt for kunderne at anvende materialer og produkter på den mest produktive og ressourceeffektive måde (f.eks. præfabrikation, bestilling, mængdeoptimering) eller infrastruktur til at sikre indsamling af store mængder, så udtjente produkter og materialer kan cirkulere tilbage i værdikæden.

Kravene fra omstillingen til cirkulær økonomi vil måske i særlig grad kunne mærkes af entreprenøren og byggeindustrien, fordi adgangen til de nødvendige mængder af cirkulære materialer er den største udfordring. Med reguleringer, der går i retning af specifikke procentdele af genvundne, genbrugte og fornyelige materialer, vil entreprenøren stå over for betydelige udfordringer med forsyningerne. Hvis man kan sikre adgang til større materialemængder, vil man have en klar konkurrencemæssig fordel. Det vil således blive et strategisk mål at kontrollere forsyningskæden for genbrugte, genvundne og fornyelige byggematerialer, især for større entreprenører, der f.eks. kan oprette specifikke datterselskaber til formålet. Stigende materialepriser forventes også at blive en udfordring.

Byggeindustrien vil også være nødt til at udvikle deres byggeteknikker, så de kan genbruge og genvinde i nedtagningsfasen og desuden tilpasse sig brugen af nye og måske ukendte materialer.

Omstillingen til en cirkulær økonomi er uundgåelig, selvom den bliver vanskelig. Selve sproget i form af begreber, parametre og kriterier er nyt for bygningernes værdikæde. Kompleksiteten og de indbyrdes sammenhænge vil mere end nogensinde fremtvinge et reelt samarbejde på tværs af værdikæden.

Nytænkning og tænkning i økosystemer kan lyde som klichéer, men i dette tilfælde mener vi, at begge er af afgørende betydning for alle aktører i bygningernes værdikæde. Uden nytænkning omkring fremstilling af materialer, samt design, opførelse og drift af bygninger vil omstillingen blive vanskelig.

Det er meget usandsynligt, at aktører i værdikæden vil kunne omstille sig til cirkulær økonomi uden at samarbejde, innovere og arbejde med aktørerne over og under dem i værdikæden.

I takt med at bygningernes værdikæde udfordres af cirkulær disruption, forventes stærke vækstmuligheder at åbne sig – både for de mere etablerede virksomheder inden for værdikæden, men også for nye virksomheder, som kommer til via den cirkulære omstilling. De dele af værdikæden, der indoptager og prioriterer målene for den cirkulære omstilling og lærer at gøre op med status quo, vil kunne gøre disruptionen til muligheder. De kommer til at spille en vigtig rolle i den cirkulære omstilling og vil drage fordel af nye markeder og kunder.