Forretningsmodeller for cirkulær økonomi

45 % af de globale CO2-emissioner stammer fra udvinding af materialer og fremstilling af varer. Derfor bliver forbindelsen mellem produktion og emissioner mere og mere tydelig for virksomheder. Man anerkender, at omstillingen til en cirkulær økonomi er afgørende for en legitim klimastrategi.

Knapheden på vigtige mineraler og materialer øger også forståelsen, hvor forstyrrelser i forsyningskæderne har været en betydelig forretningsudfordring gennem de sidste 12 måneder. Ironien i, at begrænsede materialer som kobber er afgørende for at bekæmpe klimaændringerne, går ikke længere tabt i samtalen. Behovet for at reducere emissionerne og styrke forsyningskæderne er en drivende forandring i værdikæderne på grund af det pres, som virksomheder lægger på hinanden.

Der har været markante forandringer inden for lovgivning og regulering gennem de seneste måneder med EU's Grønne Pagt og den seneste klimalov, der blev vedtaget i USA. Disse initiativer bringer den cirkulære økonomi frem i forgrunden. I 2023 vil lovgivning og regulering direkte påvirke den måde, hvorpå virksomheder opererer og rapporterer, med cirkulær økonomi som obligatorisk indhold.

Alt dette rejser naturligvis spørgsmålet: Hvordan kan en virksomhed frigøre værdi i denne nye og nødvendige økonomi?

Cirkulære forretningsmodeller er nøglen til at frigøre værdi

Den cirkulære økonomi har betydelig værdi, med muligheder for omsætningsvækst, risikoreduktion og omkostningsbesparelser. Den nuværende lineære økonomi kendetegnes ikke kun ved materialestrømme af typen "skaf-fremstil-smid væk", men også ved et lineært fald i den oplevede værdi af de fleste produkter. Noget nyt har en høj værdi. Når det er brugt, er værdien lavere, og når det kasseres, opfattes det som uden værdi. Hvis den rigtige cirkulære model vælges for en given produkttype, kan der skabes værdi, for eksempel på følgende måder:

Ved at undersøge forskellige cirkulære forretningsmodeller kan vi identificere den værdiskabelse, der giver mulighed for rentabel drift. Den cirkulære økonomi prioriterer forskellige forretningsmodeller i følgende rækkefølge for at gøre det muligt at maksimere og forlænge den højest mulige værdi af en vare:

Produkt som tjeneste bevarer produktejerskabet og ansvaret for at håndtere materialerne gennem hele produktets levetid hos den oprindelige producent eller den oprindelige udlejer. Denne model har den højeste sandsynlighed for at opnå cirkulerende materialestrømme og opretholde høj værdi.

Udvidelse af produktets levetid og brug fokuserer på at tilføje en brugtfase til produktets levetid eller blot at forlænge dets levetid. Denne model skaber ekstra eller længere levetid for produkter, der tilbydes i brede, tilgængelige prisklasser. Ressourcegenvinding udnytter affald som et aktiv til i sidste ende at skabe nye omsætningsstrømme eller materialeforsyning til nye produkter.

Selv om rationalet bag de vigtigste drivkræfter er ved at blive klart, kæmper virksomheder fortsat med at definere cirkularitet ud fra netop deres perspektiv og forstå, hvilken forretningsmodel der passer bedst til deres produkt eller tjeneste.

Produkt som tjeneste (f.eks. leasing, deling, abonnementsmodeller)

De forbrugersegmenter, der ønsker de nyest mulige produkter, anvender ofte leasing. Det har været almindeligt i bilindustrien i mange år og vinder også udbredelse inden for forbrugerteknologi som f.eks. smartphones. En leasingmodel kombineres som regel med nye produkter, men den kan også i mindre grad bruges til ældre produktgenerationer.

Mobiludbydere lægger ofte et leasinggebyr til den månedlige abonnementspris, så forbrugerne kan få den nyeste og bedste smartphone under kontraktens løbetid uden forudgående investering. Smartphoneproducenterne ved også, at de kan gå et skridt videre ved at tilbyde en abonnementstjeneste til deres smartphones, der i struktur minder om et løbende cloudlager-abonnement. Denne model bygger på tanken om, at forbrugerne ikke ønsker at eje produktet, men i stedet ønsker den bekvemmelighed og de tjenester, som produktet leverer, til en rimelig og konstant pris. Modellen ses inden for mange områder. Det er nu muligt at abonnere på stort set enhver tjeneste eller ethvert produkt: Møbler, tøj, streaming, levering osv.

Ud over B2C-eksemplerne er der også utallige B2B-versioner af denne model. Mange virksomheders "hardware" bliver leaset. Et hospital kan f.eks. lease både store, mellemstore og små produkter. Stort billedbehandlingsudstyr som f.eks. MRI-maskiner, LED-belysning og bærbare computere eller kontormøbler kan alle leases.

Aftalerne lader en tredjepart opretholde funktionaliteten for de pågældende varer. Det giver fortjeneste på lang sigt, mens hospitalerne tilbydes lave, kortsigtede investeringer og bekvemmelighed. Almindelige kontorer bruger også modellen til IT-udstyr og kontormøbler.

Der er også betydelige værdier for producenten, som bliver mindre afhængig af at skulle sælge nye produkter hvert kvartal og i stedet skaber mere stabile indtægter gennem månedlige abonnementer. Ejerskabet over produktet bevares i leasingmodellen. Det giver producenten mulighed for at tage produktet tilbage, og producenten motiveres til at forlænge produktets brugbare levetid og udnytte de værdifulde materialer. Det nedbringer risikoen for forstyrrelser i de eksterne forsyninger, råvareknaphed og svingende materialeomkostninger, samtidig med at det motiverer til at designe med nedtagning i tankerne.

Med den øgede forbindelse mellem produkterne kan producenterne bedre overvåge brugen af produkterne og opnå værdifuld indsigt i forbrugsmønstre, overvåge produktets ydeevne og foretage rettidig vedligeholdelse, reparation eller udskiftning. Kundens værdi for producenten kan også stige, fordi forbrugerne holdes fast i længerevarende, kontraktmæssige relationer til producenterne og henvender sig til producenten med henblik på reparation og support gennem hele produktets levetid.

Længere levetid og udvidet brug af produkterne

Virksomheder kan vælge forskellige fremgangsmåder til at forlænge et givet produkts levetid eller udvide brugen af det. Tre almindelige fremgangsmåder er beskrevet nedenfor.

Salg af brugte varer har længe været den vigtigste forretning for mange detailhandlere. Dette kaldes nogle gange en "produkt-til-produkt"-model.

På det seneste er et stigende antal onlinevirksomheder begyndt at tilbyde tilbagekøb og videresalg af f.eks. brugt elektronik og tøj. Ofte kan de sekundære varemarkeder være uafhængige med individuelle sælgere, der ønsker et overskud fra de brugte varer, men i stigende grad er det virksomheder, der faciliterer videresalg. Et førende globalt møbelmærke og en førende amerikansk virksomhed, der sælger fritidsudstyr, er blot to eksempler på virksomheder, der "køber" deres brugte produkter tilbage fra forbrugerne og videresælger produkterne med rabat.

Man skal undersøge, hvor slidt produktet er, men processen er ganske forbrugervenlig.

Detailhandlerne fungerer som mæglere, der tilbyder en værdi for varen til forbrugerne, som ikke behøver selv at sætte varen til salg, sætte en rimelig pris og koordinere et salg til fremmede. Sociale medieplatforme og virksomheder som eBay gør det muligt at finde enhver brugt vare til salg, men de mangler den skala og den indbyggede tillid, der følger med at købe produktet i brugt stand fra den oprindelige producent eller forhandler. Inden for B2B udnytter virksomheder i byggesektoren mursten eller træ, der er genvundet. De kan tilbyde et vist kvalitetsniveau til en lavere pris end nye produktionsmaterialer.

I begge tilfælde reduceres efterspørgslen efter nye materialer, så der kommer færre af disse materialer ind i vores økonomi, mens andre holdes i cirkulation. Der er lovgivning på vej for byggesektoren, hvor man indfører krav om en vis procentdel af genbrugte eller genanvendelige materialer for at kunne opfylde bestemte bæredygtighedsstandarder og certificeringer.

Reparationstjenester er stadig almindelige for værdifulde, holdbare produkter som biler og VVS-systemer, mens der er sket et stort fald i reparationsservice for forbrugerelektronik som tv, støvsugere og husholdningsapparater. Mange har bidraget til denne udvikling. Køb af nye produkter kan være mere økonomisk eller praktisk end reparation, og selve produkterne bliver designet, så de er vanskeligere at reparere. Bevægelsen "ret til reparation" har til formål at løse disse udfordringer.

Forbrugere efterspørger reparationsegnede produkter, men de nuværende hindringer må håndteres. Design med reparationsegnethed og reparation for øje er en vigtig del af den cirkulære økonomi, fordi det nedsætter materialeforbruget ved at forlænge produkternes levetid.

Krav fra forordninger og forbrugere presser producenterne til at forbedre reparationsegnetheden for deres produkter, og det vil få dette marked til at vokse. Bilindustrien er et godt eksempel: Her påbyder effektiv lovgivning, at reservedele, værktøj og software stilles til rådighed for uafhængige reparatører, der i øjeblikket udgør ca. 70 % af markedet for reparationsservice, mens forhandlere udgør de resterende 30 %.

Reparation skaber værdi for forbrugeren, når man kan reparere sin eksisterende vare og bevare tilfredsstillende funktionalitet til en betydeligt lavere pris end ved udskiftning af varen. Producenter har ofte reparationsservice som en del af garantien, som dækker forbrugerreparation uden omkostninger eller til faste omkostninger. Der er mulighed for at skalere disse services til almindelig reparation efter garantiperioden og/eller levering af reservedele til uafhængige reparatører gennem produktets levetid. Reparations- og vedligeholdelseskontrakter bliver også mere og mere almindelige. De udvider produkternes brug og levetid og giver forretningsmæssig mening. Genfremstilling

En genfremstillet vare er ikke en "brugtvare". Den fungerer "som ny", men fremstilles til lavere omkostninger og sælges til en lavere pris til forbrugeren. Der er mange meget vellykkede eksempler på denne fremgangsmåde, f.eks. fotokopimaskiner og udstyr til byggeriet.

En genfremstillingsforretning er mest rentabel for originale produkter med 1) høj værdi, holdbarhed og kvalitet 2) varig produktarkitektur og komponentkompatibilitet på tværs af generationer (så komponenter kan opgraderes i stedet for at blive udskiftet) og 3) "kernekomponenter" eller værdifulde dele, der kan udtages med henblik på endnu en livscyklus.

Hvis disse kriterier opfyldes, kan driften optimeres med mulighed for yderligere effektivitet. Forbrugere får øget adgang til genfremstillede produkter. Faktisk har en stor onlineforhandler af forbrugerelektronik en hel version af sin platform, der er dedikeret til udskiftning af defekte dele med nye dele samt renovering af produkter. Det viser, at tredjeparter kan opnå fortjeneste i disse markeder, selvom den oprindelige producent ikke er interesseret i modellen.

En virksomhed, der genfremstiller produkter, kan sælge produkter med betydelig rabat til kunder gennem forhandlere. Her kan man opkræve "pant" for kernekomponenterne, så kunden motiveres til at returnere de værdifulde komponenter. Hvis en kunde ikke returnerer kernekomponenten, svarer prisen til at købe et nyt produkt til fuld pris. Det hjælper med at fuldende kredsløbet ved at sikre materialer til producenten, hvilket igen minimerer nyanskaffelse af komponenter og materialer til det næste genfremstillede produkt.

Genbrug af gamle eller brugte dele i et genfremstillet produkt kræver inspektion og kvalitetstest, men skaber til gengæld et pålideligt og billigt varelager. I en verden med stadigt mere komplekse og brudte forsyningskæder vil et stigende antal producenter opdage, at en genfremstillingsmodel vil opfylde deres behov for at skabe lukkede kredsløb af vigtige materialer og stabilisere materialeomkostningerne og tilgængeligheden.

Ressourcegenvinding og upcycling

Mens konceptet om produkt som en service og forlængelse af produktets levetid får stigende popularitet, er området for genvinding og upcycling ikke så modent. Men hvis man gør det rigtigt, kan det give et højt afkast.

Forbedringer i teknologi og stordriftsfordele gør det muligt at genvinde og genbearbejde flere materialer på tværs af sektorer. I takt med at forbrugernes og markedets krav til sekundære (eller genvundne) materialer øges, vil udbuddet stige tilsvarende, til dels på grund af forordninger i visse brancher. For at produkter og deres råmaterialer kan genvindes og genbruges, skal der være en infrastruktur til indsamling af produktet samt adgang og behandling af de værdifulde komponenter.

Produkt-som-tjeneste-modeller eller pantmodeller kan øge returneringsgraden gennem kontraktlige aftaler eller økonomiske incitamenter. Stigende efterspørgsel efter sekundære materialekilder får nogle producenter til at opbygge deres egne strategiske kilder ved at gå ind i genvindings- og genbehandlingsindustrien, enten alene eller sammen med specialiserede partnere. Det giver virksomhederne mulighed for at kontrollere kvaliteten af et genvundet materiale, der ellers ikke ville være tilgængeligt på de eksisterende sekundære markeder. Det giver også producenterne mulighed for at sælge overskydende materiale til konkurrenterne.

Vejen frem – med de rigtige beslutninger

Der findes forskellige forretningsmodeller, der kan gavne økonomien og forsyningskæden for virksomheder, der orienterer sig efter visionen om den cirkulære økonomi. Cirkulær økonomi er et vidtfavnende område, og derfor skal gennemførelsen af disse principper nuanceres og vurderes nøje for at afgøre, hvor det er mest hensigtsmæssigt at anvende strategierne.

Det er vigtigt at gøre status over din virksomhed og de særlige interne og eksterne pres fra lovgivning, kunder og konkurrence. En samlet og koordineret indsats er nødvendig for at lede din organisation frem til de rigtige strategiske beslutninger.

Ved at bruge disse metoder kan man reducere risikoen for forsyningskæden ved at skabe uafhængige materialekilder, effektivisere driften gennem brug af designstandarder gennem produkternes generationer og forbedre kundefastholdelsen og opnå et øget antal berøringspunkter ved at gå fra enkeltkøb til regelmæssige transaktioner.

Omstillingen til cirkulær økonomi giver rige muligheder for værdiskabelse, også for dem der går forrest, idet forretningsmodellerne kan anvendes på nye og bredere måder.