Marmormolen: Et vidunder af træ
Træ er et af de ældste byggematerialer, men det er for nylig vendt stærkt tilbage som bæredygtigt alternativ til beton og stål. I Københavns Nordhavn-kvarter viser et nyt, højt projekt tydeligt hvorfor.
Med otte etager dækker den 36 meter høje bygning 28.000 kvadratmeter. Det gør Marmormolen til en af de største træbygninger, der nogensinde er bygget i Danmark og hjemsted for nogle af de mest bæredygtige kontorer med anvendelse af eksisterende teknologi.
Ved at bruge træ, bliver Marmormolens CO2-belastning reduceret med cirka 50 % sammenlignet med en traditionel betonkonstruktion. Brugen af træ resulterer i 9.500 tons færre samlede emissioner. Heraf undgås 3.000 tons emissioner ved at bruge træ i stedet for beton, og 6.500 tons bindes efterfølgende af træet gennem bygningens levetid.
Rambøll og Henning Larsen Architects er sammen med entreprenøren Hoffmann eksklusive projektdesignere for Marmormolen. De er ansvarlige for det tværfaglige projekt fra idé til byggeri, inklusive en fuld livscyklusvurdering på vegne af kunden, AP Pension, en af Danmarks største pensionskasser.
"I AP Pension gør vi alt, hvad vi kan, for at skubbe bygningsindustrien i en mere bæredygtig retning. Derfor bruger vi primært træ til de bærende konstruktioner ved Marmorbroen," siger Peter Olsson, administrerende direktør for AP Pensions ejendomsselskab, AP Ejendomme, til Estate Media i marts 2022.
"Det er første gang, vi arbejder med træ i et projekt af denne størrelse, men vi vil gerne føre an i den grønne omstilling. Det kræver brug af materialer, der kan reducere CO2-belastningen," tilføjer han.
Træbyggeri har også fordele for trivslen og sundheden. For det første bliver menneskene i bygningerne udsat for færre toksiner end i en lignende bygning med traditionelle materialer. Trækonstruktioner er også bedre i stand til at regulere fugtniveauerne, hvilket resulterer i et bedre indeklima.
På Marmormolen giver en række taghaver gæster og beboere mulighed for at nyde en pause i grønne, naturlige omgivelser. Haverne fungerer også som oaser for biodiversiteten, med bistader og ”sommerfuglehoteller" placeret ved siden af køkkenhaverne, der leverer friske råvarer til bygningens restaurant og café.
Når naturen integreres i byggeprojekter, er det ikke kun udseendet og oplevelsen, der forbedres. Der er også konkrete fordele for virksomhederne i området.
Ifølge en undersøgelse fra University of Oregon kunne 10 % af medarbejdernes fravær tilskrives dårligt designede bygninger, som ikke tillod medarbejderne at komme i kontakt med naturen. Blot det at have udsigt til træer reducerede sygefraværet fra 68 timer om året til 57 timer om året i gennemsnit. 90 % af driftsomkostningerne i kontorbygninger er medarbejderrelaterede, og derfor kan integration af naturen direkte i kontormiljøerne bidrage til at nedbringe stress og sygefravær med klare fordele for virksomhedernes bundlinje.
Marmormolen forventes at modtage den højest mulige bæredygtighedsgodkendelse for bygninger, DGNB Platinum, samt en WELL-certificering.
Beliggende i et udviklingsprojekt i det københavnske Nordhavn-kvarter begyndte byggeriet af Marmormolen i 2021 og forventes afsluttet i 2024.