Han er en af dansk erhvervslivs sværvægtere og en erfaren bestyrelsesformand. Claus Valentin Hemmingsen, tidligere viceadministrerende direktør for A.P. Møller - Mærsk og topchef for energidivisionen, er ny bestyrelsesformand for Rambøll Gruppen, hvor han har været næstformand gennem det sidste år.
Helle Østergaard Kristiansen,administrerende direktør for det internationale energihandelshus Danske Commodities, træder samtidig ind som næstformand i Rambølls bestyrelse.
”Rambøll er en virksomhed med en lang historie og stærke værdier, et ekstremt stort potentiale og en klar strategi, der viser en tydelig vej fremad for, hvordan virksomheden skal bidrage til at drive en bæredygtig forandring for kunder og samfund. Derfor er jeg både glad og stolt over den tillid, som Rambøll Fonden og bestyrelsen har vist mig. Som global rådgivningsvirksomhed inden for bæredygtighed og grøn omstilling står Rambøll over for en stor og vigtig opgave med at bidrage til at skabe en mere bæredygtig verden. Jeg ser meget frem til arbejdet med at understøtte Rambøll i at eksekvere på strategien og dette vigtige arbejde i et tæt og åbent samarbejde med ledelsen, Rambøll Fonden og den øvrige bestyrelse,” siger Claus Valentin Hemmingsen.
Formand for Rambøll Fonden, Robert Arpe, siger:
"Vi byder Claus Valentin Hemmingsen velkommen som formand for Rambøll Gruppens bestyrelse. Claus har et internationalt udsyn, dybdegående forretningsforståelse og er en stærk leder for den videre strategiske udvikling af Rambøll Gruppen som en global rollemodel og partner for bæredygtig forandring. Med sin store erfaring i de muligheder fondsejerskab giver, ser Rambøll Fondens bestyrelse frem til at samarbejde med Claus og Rambøll Gruppens bestyrelse om at udvikle virksomheden i overensstemmelse med vores stærke formål og værdier og udvide vores geografiske tilstedeværelse,” siger Robert Arpe.
”Jeg vil samtidig sige mange tak til Jeff Gravenhorst for hans 13 år som medlem af Rambølls bestyrelse, de sidste ni som formand.Gennem Jeffs tid som formand er Rambøll fordoblet i størrelse og er for alvor blevet en global virksomhed, der i dag henter 75% af sin omsætning uden for Danmark. Det skyldes ikke mindst Jeffs visionære lederskab som formand, hans stærke værdier og meninger og hans skarpe fokus på at skabe en bestyrelse, der skaber ægte værdi for Rambøll,” siger Robert Arpe.
Om Claus Valentin Hemmingsen
Claus Valentin Hemmingsen har arbejdet for A.P. Møller - Mærsk i næsten fire årtier frem til 2019, hvor han har haft flere forskellige topstillinger. Han var blandt andet CEO for Maersk Drilling fra 2005 til 2016 og var med til at bygge selskabet op til at blive en af de tungeste spillere i industrien. I 2007 blev han en del af direktionen, fra 2016 med titel af viceadministrerende direktør for A.P. Møller - Maersk samt chef for energidivisionen. Claus Valentin Hemmingsen afsluttede sin succesfulde karriere i A.P. Møller - Mærsk i 2019 og har siden været professionelt bestyrelsesmedlem. Ud over Rambøll Gruppen er han bestyrelsesformand for DFDS, HusCompagniet og det geotermiske selskab Innargi og bestyrelsesmedlem i en række andre virksomheder blandt andet A.P. Møller Holding, Noble Corporation og Global Maritime Forum.
Om Helle Østergaard Kristiansen
Helle Østergaard Kristiansen har været med til at forme Danske Commodities og vækste organisationen fra 30 til mere end 500 medarbejdere i dag. Hun har tidligere været CRO og CFO, før hun blev administrerende direktør i 2019. Hun er tre gange blevet kåret som en af de 50 mest indflydelsesrige forretningskvinder i verden af Fortune Magazine. Hun er derudover medlem af bestyrelsen for DSV, softwareudvikleren Systematic og ARoS kunstmuseum.
Bestyrelsen for Rambøll Gruppen består af følgende: