John Ammentorp, Knud Pedersen

29. oktober 2023

Elnettet må ikke blive stopklods for grøn omstilling

Nye tilslutninger til elnettet tager ofte længere tid, end de behøver. Rambøll og Cerius/Radius opfordrer i dette debatindlæg, bragt i Børsen, til at skabe et bedre samarbejde i branchen.

Energy Grid in Denmark
Af Knud Pedersen, formand, Cerius & Radius John Ammentorp, landechef for energi, Rambøll

Eventyret om elektrificeringen er en fantastisk fortælling, som kommer klimaet til gavn. Det er en fortælling om en af de største forandringer af energisystemet nogensinde. Hvor private og erhverv bruger el til opvarmning og transport, og hvor virksomheder omlægger produktion til strøm. Et farvel til fossile brændsler og russisk gas og et goddag til enorme mængder af sol og vind fra fx regeringens 10-15 enorme energiparker, som man lige nu arbejder på at placere.

Men som vi kender det fra eventyrene, opstår der udfordringer undervejs. Nye tilslutninger til elnettet kan tage lang tid, og det kan forsinke den grønne omstilling. Hvis vi skal i mål med Danmarks 2030-mål er der derfor brug for, at forsyningsselskaber, kunder og myndigheder arbejder bedre sammen.

I Danmark tager vi det som en selvfølge, at der altid er strøm i kontakten, og vi bliver forbavsede, hvis der en sjælden gang er strømafbrud. Og sådan skal det blive ved med at være. Men størrelsen af den omlægning, vi står overfor betyder, at vi bliver nødt til at spørge: ”Hvordan kan vi gøre det så hurtigt som muligt, så smart som muligt og så effektivt som muligt?” Så kapaciteten i elnettet vil være stor nok til at betjene de mange elbiler, varmepumper og power-2-X-anlæg, som forventes at være i Danmark i 2030.

Elnettet strander uden dialog

Vi skal i mål med opgaven, men det kræver gensidig forståelse fra alle involverede, og at vi i fællesskab formår at holde det langsigtede perspektiv, selvom udfordringen på den korte bane gør det svært.

Helt konkret er der brug for en langt mere intensiv tværgående dialog mellem forsyningsselskaber, samarbejdspartnere, kunder og myndighederne. Vi skal forstå hinandens forskelle, dyrke styrker og lytte. Når det sker, kan vi speede processen op og hurtigere nå målstregen. Virkeligheden er nemlig, at manglende forventningsafstemning alt for ofte betyder, at nye tilslutninger til elnettet strander hos parter undervejs, som forhindrer de øvrige involverede i at løse deres del af opgaven.

Netselskaber og rådgivere, der ofte er bindeleddet til kundernes behov, har et særligt ansvar for at sikre en effektiv dialog. Vi kender kompleksiteten og diversiteten i de mange tusinde tilslutningssager, som skal ekspederes. Vi har også ansvaret for at finde de rigtige løsninger og processer til at forkorte tilslutningstiden for kunderne, som har brug for mere kapacitet i elnettet.

Og så er der naturligvis også økonomien. Alene i Cerius-Radius’ forsyningsområde, som dækker Sjælland, Lolland-Falster og øerne, forventer netselskaberne at bruge samlet et tocifret milliardbeløb på at fremtidssikre nettet frem mod 2030.

Men investeringsvillighed kan ikke gøre det alene. Netselskaberne har brug for langsigtet økonomisk robusthed, når de laver store investeringer i infrastrukturen. Investeringernes størrelse fremgår fx af en analyse fra Rambøll, som viste, at det kan koste mindst 110 milliarder kroner frem til 2040, at tilslutte vedvarende energi til elnettet i Danmark. Og oven i det beløb kommer udvidelsen af elnettet, som leder strømmen videre til forbrugere og virksomheder.

Nye behov opstår

Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt elektrificeringen af samfundet kan lykkes. Det er kun et spørgsmål om, hvordan vi gør det hurtigst og mest effektivt.

Kører man på tværs af landet er solcelleparker ikke længere et sjældent syn, og til havs sikrer vindmøllerne, at energisystemet høster frugterne, når vinden blæser. Vi er vidner til, at omstilling af persontransporten er kommet op i gear, og der er i dag flere end 150.000 personbiler drevet af el. Mange danskere har også fået varmepumper til opvarmningen af deres huse. Og fjernvarmeselskaberne er i fuld gang med fjernvarmeudrulning til danskerne, som skal drives af strøm til både elkedler og varmepumper. Vi ser også, at den tunge transport nu for alvor går i gang med at omstille til el og efterspørger strøm til etablering af ladeinfrastruktur. På havnene skal man også etablere landstrømsanlæg, som kan forsyne skibene.

Som netselskaber og rådgivere er det vores opgave at bidrage til at kvalificere kundernes ønsker. Vi har et stærkt fundament af data og indsigt, der gør det muligt at planlægge en effektiv udbygning af elnettet.

Samtidig er det vigtigt, at kunderne har en klar forretningsplan og dermed kan være præcise, når de henvender sig med behov for at få en hurtig tilslutning til elnettet. Det er ikke lige meget, hvilken kapacitet kunden ønsker, og hvor den skal tilsluttes. Der kan faktisk være en verden til forskel. For hver tilslutning placerer sig nemlig et givent sted i det eksisterende elnet. Nogle steder er der meget ledig kapacitet, og andre steder vil vi skulle bygge ud. Og for eksempel kan en ny lynladestation hurtigt stille samme krav til elnettet som svarer til et mindre bysamfund.

Kommunerne spiller en vigtig rolle

Når elnettet skal forstærkes, så er det ofte forbundet med, at der skal graves. Og nogle gange skal der også bygges noget på arealer, der tilhører kommunen. Her er hurtig fremdrift i myndighedsprocesserne om for eksempel arealplanlægning eller miljøgodkendelser af stor betydning for den samlede tilslutningstid for kunden.

Den tætte dialog med kommunerne er med til at sikre de bedste løsninger på den lange bane, og kommunerne har også en stor interesse i, at både borgere og virksomheder i deres område har de optimale tilslutningsprocesser.

Kommunernes arbejdsgange rummer et potentiale for at skabe en højere grad af parallelitet mellem myndighedsbehandling af for eksempel fjernvarme- og elnetudvidelser. Og arbejder vi samtidig, så går det stærkere, end hvis hver involveret part skal udføre sin opgave og derefter give stafetten videre til den næste.

Der er ingen modstandere

Der er ingen, der ønsker at være at være stopklods for elektrificeringen og den grønne omstilling, men alligevel må vi konstatere, at nye tilslutninger til elnettet ofte tager længere tid, end de behøver. Derfor skal alle involverede være i tættere dialog, for det er den eneste måde, hvorpå vi sikrer den højeste grad af fremdrift.

Det er klart, at denne omstilling, som vi er vidner til i Danmark, også finder sted i landene omkring os og mange andre steder i resten af verden, og det betyder, at der er efterspørgsel på både kompetent arbejdskraft og de nødvendige materialer. Det er problemer, som skal løses, samtidig med at vi eksekverer på opgaverne her og nu.

For selvom vi har et stærkt elnet i dag, så er udbygning af nettet en bunden opgave - hvis vi også skal have strøm i kontakten i fremtiden.

Vil du vide mere?

  • John Ammentorp

    Vice Director, Power Systems

    +45 51 61 63 80

    John Ammentorp