Fergus Wooler

24. september 2024

Næsten halvdelen af globale virksomheder er klar til at betale mere for stål og beton med et lavere CO2-aftryk

NEW YORK, 24. september 2024 – En netop offentliggjort rapport af Climate Group og Rambøll på Climate Week i New York viser, at næsten 50 % af globale virksomheder er parate til at betale mere for stål og beton med et lavere CO2-aftryk.

Resultatet vidner om en stærk og voksende efterspørgsel efter mere bæredygtige materialer. Produktion af stål og beton står for 15 % af CO2-udledningen på verdensplan og det er derfor afgørende at reducere CO2-aftrykket fra sektoren for at nå målene i Parisaftalen.

Udvikling af det byggede miljø kræver store mængder stål og beton

Rapporten, The Steel and Concrete Transformation: 2024 market outlook on lower emission steel and concrete undersøger virksomheders parathed til at bruge og betale for stål og beton med et lavere CO2-aftryk samt de væsentligste barrierer, der i dag forhindrer en bredere anvendelse. Over 250 virksomheder fra 42 lande og 21 brancher medvirker i undersøgelsen, heraf 31 virksomheder i Danmark.

Positive markedsudsigter, men der er stadig barrierer

Betalingsvillighed for mere klimavenligt stål:

  • 45 % af respondenterne på tværs af alle lande er villige til at betale mere for stål, der udleder 25 % mindre CO2 ved produktionen. Blandt danske virksomheder er tallet 48 %.
  • 57 % af respondenterne på tværs af alle lande er villige til at betale mere for stål, der udleder 50 % mindre CO2 ved produktionen.
  • En ud af fire af de danske virksomheder i undersøgelsen (23 %) er villig til at betale op til 25 % mere for stål, der udleder 50 % mindre CO2 ved produktionen.

Betalingsvillighed for mere klimavenlig beton:

  • Når det kommer til beton er 40 % af respondenterne på tværs af alle lande villige til at betale mere for beton, der udleder 25 % mindre CO2 ved produktionen.
  • 49 % af respondenterne på tværs af alle lande er villige til at betale mere for beton, der udleder 50 % mindre CO2 ved produktionen.
  • 16 % af de danske virksomheder i undersøgelsen er villig til at betale op til 25 % mere for beton, der udleder 50 % mindre CO2 ved produktionen.

Større betalingsvillighed i dag end for et år siden:

  • 52 % af respondenterne er i dag i højere grad villige til at betale mere for CO2-reduceret stål og beton sammenlignet med for et år siden. 34 % af respondenterne rapporterede ingen ændring i deres holdning gennem det sidste år
Villighed til at betale en merpris for stål med lavere emissioner
Villighed til at betale en præmie for beton med lavere emissioner

Rapporten viser også tydeligt de opmuntrende tegn på, at virksomhederne forventer, at overgangen til materialer med lavere CO2-belastning er uundgåelig: 78 % af de adspurgte virksomheder forventer, at stål og beton med et lavere CO2-aftryk vil være standardmaterialer i nye produkter og projekter inden for det næste årti. Det viser en voksende erkendelse på tværs af brancher af, at overgangen til materialer med et lavere aftryk er uundgåelig, drevet af både regulering og efterspørgsel i markedet.

Overgangen til mere klimavenlig beton og stål rummer barrierer, men der er også løsninger til udfordringerne. Virksomhederne mener, at de største barrierer for en øget anvendelse er omkostninger (84 %), konservatisme i branchen (37 %) og mangel på viden (33 %).

Virksomhederne mener, at regeringer spiller en væsentlig rolle i at støtte dem i en øget udbredelse og anvendelse og peger på, at de vigtigste politiske initiativer, der skal prioriteres er finansielle løftestænger som skattefordele og subsidier (69 %), carbon pricing, hvor der pålægges betaling for forureningen (50 %) og minimum produktstandarder eller grænseværdier for byggematerialernes indlejrede CO2 (43 %). Uden dem er det usandsynligt, at verden vil opleve en hurtig udbredelse og skalering af CO2-reduceret stål og beton i tide.

"Det faktum, at flere virksomheder nu er villige til at betale mere for CO2-reduceret stål og beton, sender et stærkt signal til markedet. For at fremskynde udviklingen er alle aktører nu nødt til at gå sammen - fra politiske beslutningstagere og investorer til aftagere af stål og beton samt slutbrugerne, der skal acceptere en øget pris indtil markedet modnes. Lad os bygge videre på det momentum, vi har for at drive en hurtig og varig dekarbonisering af de tunge industrier på vejen mod en CO2-neutral verden."

Michael Simmelsgaard
Koncerndirektør i Rambøll

Jen Carson, Head of Industry i Climate Group, siger:

"Virksomhedsledere opfordrer ikke kun til forandring – de er også villige til at gennemføre den. Denne rapport er et ægte temperaturtjek af markedet. Det er meget opmuntrende at se, at der nu er appetit blandt virksomheder på at betale mere for stål og beton med lavere CO2-udledning. Aktører på tværs af værdikæden - leverandører, regeringer og investorer - bør være opmærksomme på dette.

Men der er et stort arbejde, der skal gøres for at fremskynde udviklingen. Det er afgørende, at virksomheder kan træffe de rigtige valg for deres drift og for planeten og skifte til stål og beton med lavere emissioner. Regeringer skal lytte til deres bekymringer, støtte deres ambitioner og handle hurtigt for at fjerne barriererne. På denne måde kan vi imødekomme virksomhedernes efterspørgsel og skabe reel forandring i sektoren.”

Om Climate Group

Climate Group driver klimadagsordenen fremad. Hurtigt. Vi arbejder for en CO2-neutral verden i 2050 og for en fremtid med større velstand for alle. Vi fokuserer på de systemer, der udleder mest CO2, hvor vores netværk med størst sandsynlighed kan skabe vedvarende forandring. Det gør vi ved at opbygge store, indflydelsesrige netværk og holde organisationer ansvarlige, så deres forpligtelser omsættes til handling. Vi deler de resultater, vi opnår i fællesskab, for at vise flere organisationer, hvordan de kan gøre en forskel. Vi er en international nonprofitorganisation, der blev grundlagt i 2004, med kontorer i London, New Delhi og New York. Vi er stolte over at være en del af koalitionen We Mean Business Coalition. Følg os på X @ClimateGroup

Få alle rapportens indsigter

Download rapporten for at få et fuldt overblik over købernes villighed til at betale en merpris for stål og beton med lavere emissioner. Læs også om markedsudsigterne, lovgivningsmæssige drivkræfter og organisatorisk parathed til at indføre materialer med lavere udledning.

Vil du vide mere?

  • Michael Simmelsgaard

    Group Chief Operation Officer, Markets

    Michael Simmelsgaard