Af Morten B. Lund

16. maj 2023

Rambøll understøtter bæredygtig omstilling for alle

Som klimakrisen accelerer sætter kommunerne i stigende grad fokus på bæredygtighed i strategier, politikker og indsatser.  Skal den bæredygtige omstilling lykkes er det afgørende at den er socialt retfærdig og kommer alle til gavn. Den udfordring skal et nyt projekt fra Rambøll hjælpe med at løse.

De danske kommuner har eller er på vej med klimahandlingsplaner, og den grønne omstilling fylder overalt. Som en del af omstillingen skal der mere fokus på de sociale aspekter. Det skal projektet 'Omstilling for alle' hjælpe kommunerne med. Projektet har til formål at afdække de centrale behov i kommunernes klimaindsats, når det kommer til at sikre en rimelig og retfærdig grøn omstilling.
Afsættet er udviklingen af en videnspakke, der skal gøre det nemt for kommunerne at identificere og tage hånd om de vigtigste sociale udfordringer og potentialer i den lokale klimaindsats – ikke mindst at engagere og inddrage alle aktører i indsatsen.
Anna Esbjørn, programchef for Fremtidens Byer i CONCITO udtaler:
”Uden for Danmarks grænser har man længe talt om vigtigheden af en ’just transition’. Det er ikke noget, der har fyldt meget i klimadebatten herhjemme, selv om den grønne omstilling kommer til at påvirke den måde, vi lever, forbruger og transporterer os på. Lad os få fokus på at udvikle et fælles sprog for en retfærdig og bæredygtig omstilling for alle.”
En retfærdig grøn omstilling
Som klimakrisen bliver stadig mere akut, tager arbejdet med kommunernes bæredygtighedsindsats fart landet over. Og det går stærkt: I dag har mange kommuner fx udarbejdet drivhusgasregnskaber og langt de fleste har eller er på vej med en klimahandlingsplan.
Som klimaindsatsen styrkes i kommunerne, bliver det samtidig tydeligt, at den grønne omstilling går helt tæt på den enkelte borgers liv og lokalsamfundet – og at der er brug et særligt fokus på, at omstillingen bliver rimelig og retfærdig, da en succesfuld bæredygtig omstilling kræver bred opbakning.
Mathilde Johanne Cordua, klimaanalytiker i CONCITOs program Fremtidens Byer uddyber:
”Det er afgørende for den grønne omstilling at både kommunen, erhvervslivet og borgerne – hele lokalsamfundet – engageres og involveres i klimaplanlægningen. Dels for at sikre en forståelse af de lokale ønsker og behov, men også for at sikre ejerskab og opbakning til de klimatiltag, der skal til, for at skabe en klimarobust og klimaneutral fremtid.”
Bæredygtig omstilling for alle
Den bæredygtige omstilling er ikke kun en teknisk og miljømæssig indsats, men går hånd i hånd med sociale forhold for den enkelte, med lokale fællesskaber og med stærke aktørsamarbejder. Omstillingen kan indebære risici såvel som potentialer: risici for at omstillingen ikke kommer alle ligeligt til gavn. Og samtidig store potentialer for mere robuste og sammenhængende lokalsamfund, hvis vi formår at håndtere omstillingen klogt.
Her spiller kommunerne en helt afgørende rolle gennem klimahandlingsplaner og bæredygtighedsindsatser. Og der er brug for, at alle aktører kommer på banen. Søren Staugaard Nielsen, administrerende direktør i Rambøll Fonden, der har støttet projektet 'Omstilling for alle', udtaler:
”Krav om bæredygtighed breder sig på kryds og tværs af alle sektorer i samfundet – og Rambøll Fonden er med donationer og som ejer af Rambøll dedikeret til at hjælpe omstillingen på vej. Med projektet her ønsker vi at understøtte de sociale ambitioner i omstillingen for dermed at skabe klimarobuste og socialt bæredygtige samfund. I den sammenhæng er den sociale dimension noget der bør få mere opmærksomhed.”
Let anvendelig viden til kommuner og regioner
Formålet med projektet 'Omstilling for alle' er at udvikle en let anvendelig videnspakke til kommunernes arbejde med klimahandlingsplanerne. Videnspakken har fokus på den sociale dimension af omstillingen, herunder sikring af en rimelig og retfærdig omstilling. Rambøll er lige nu i arbejdstøjet for at udvikle videnspakken i tæt samarbejde med kommuner og projektets følgegruppe.
”Videnspakken vil være praksisnær og målrettet ledere og koordinatorer, der arbejder med klimahandlingsplanerne i kommuner og regioner. Nøgleord i projektet er samarbejdsprocesser, inddragelse, en mere vidensbaseret indsat og ultimativt en styrket fælles forståelse af social retfærdighed i klimaplanerne og de sociale dilemmaer og uligheder, der opstår som en del af processen,” siger Christine L. Rasmussen, projektleder for indsatsen og markedschef i Rambøll Management Consulting.
Mere om videnspakken
Videnspakken vil være færdig i sensommeren 2023 og bliver formidlet til kommuner og andre aktører gennem blandt webinarer og seminarer.
Projektet gennemføres af Rambøll med støtte fra Rambøll Fonden og kvalificering fra en følgegruppe med deltagelse af blandt andet CONCITO og C40.

Nysgerrig på mere viden?

Bliv inspireret af C40 Cities’ på deres hjemmeside og knowledge hub, herunde bl.a.:

Vil du vide mere?

  • Christine Lunde Rasmussen

    Senior Market Manager

    +45 51 61 68 57

    Christine Lunde Rasmussen
  • Line Dybdal

    Country Market Director in Denmark for Ramboll Management Consulting

    +45 51 61 78 54

    Line Dybdal