Maj Westh Johansen
21. januar 2025
Rambøll vinder sin ottende større opgave om fremtidssikring af Danmarks elnet
Rambøll har vundet sin ottende opgave om opgradering og modernisering af Danmarks elnet, som er rygraden i den grønne omstilling. De næste 10-15 år skal op mod 500 transformerstationer moderniseres eller nybygges i Danmark for at imødekomme et drastisk stigende elforbrug hos danskerne.
Op mod 25 Rambøll-medarbejdere vil over de næste fem år været fuldtid beskæftiget på en ny stor opgave for Nexel om opgradering og modernisering af Østdanmarks elnet. Rambøll er nemlig en af vinderne af deres store rammeaftale, der strækker sig over fem år.
”Vi skal forberede Danmark til de stigende mængder strøm, som fremtidens elbiler, datacentre, industri samt skibe og fly drevet frem af grønt brændstof kræver for at fungere effektivt”, siger John Ammentorp, landechef for Rambølls energiforretning i Danmark. ”Som Danmarks største el-rådgiver er opgaven strategisk vigtig for os, men det er den også for Danmark som helhed. Uden en massiv udbygning af elnettet, risikerer store dele af Danmark at opleve knaphed og begrænsninger” siger han.
Markant stigning i danskernes elforbrug i fremtiden
Danskernes elforbrug er nemlig på himmelflugt. Frem mod 2035 forventes elforbruget i Danmark at stige med over 100 procent, ifølge Energistyrelsen.
Her spiller op mod 500 transformerstationer, der er placeret rundt omkring i landet, en vigtig rolle. De gør det muligt for elektriciteten at finde vej rundt i systemet fra indgående kabler til udgående kabler. I dag er mange af dem forældede og står over for en omfattende opgradering og modernisering, der skal øge kapaciteten, hvis ikke stationerne skal blive flaskehalse for, at den grønne energi kan nå ud til forbrugerne.
I den nye opgave får Rambøll ansvaret for at modernisere og nybygge op imod 50 transformerstationer, der er placeret på Sjælland og øerne omkring Sjælland. Her skal Rambøll yde bygherrerådgivning som en tæt partner til Nexel. Det indebærer at sikre, at projekterne bliver eksekveret under de økonomiske rammer, at udarbejde udbud til entreprenører, hyre entreprenører, kvalitetssikre entreprenørernes design og udføre site super vision, når projekterne går i jorden.
Opgaven har en værdi for Rambøll på godt 180 millioner kroner og er den ottende større opgave Rambøll vinder om opgradering og modernisering af Danmarks elnet. Rambøll har nu vundet rådgivningsopgaver på over 175 af de i alt 500 transformerstationer, der er placeret på dansk jord.
Globalt team med teknisk knowhow og stærk projekteksekvering
Globalt har Rambøll også et stort aftryk på markedet for den grønne omstilling af elnet verden over, og er udover i Danmark også beskæftiget med udvidelse og modernisering af elnettet i både USA, England, Norge, Tyskland, Finland, Sverige og Polen.
Rådgiveren har indtil videre vundet opgaver og rammeaftaler inden for udbygning og opgradering af elnet verden over på over en milliard kroner.
”Vi har et meget erfarent og kompetent hovedstationsteam på cirka 250 rådgivere globalt, som vi trækker på i alle vores projekter. Ud over vores dybe tekniske kompetencer, udmærker vi os på stærke kompetencer inden for projekteksekvering og porteføljestyring. På projektet for Nexel vil vi for eksempel have gang i 15-20 projekter ad gangen. Det kræver et stort overblik, strategisk eksekvering og evnen til at lave strategiske og taktiske til- og fravalg. De kompetencer kommer med årelang erfaring. Vi er stolte af at skulle bistå Nexel med denne vigtige opgave, der skal bidrage til at realisere den grønne omstilling,” siger John Ammentorp.
Vil du vide mere?
John Ammentorp
Vice Director, Power Systems
+45 51 61 63 80