Maj Westh Johansen
2. maj 2024
Stefan Wallmann er ny administrerende direktør for Transport i Rambøll Gruppen
Rambøll har udnævnt tidligere administrerende direktør for Tyskland, Stefan Wallmann, som ny administrerende direktør for den internationale forretningsenhed for Transport.
Som administrerende direktør for Rambølls transportforretning skal Stefan Wallmann stå i spidsen for 3.800 Rambøll-medarbejdere, der leverer bæredygtige løsninger i verdensklasse på tværs af veje, broer, havne og offentlig transport. Transport er Rambølls tredjestørste forretningsenhed, der står for 19% af Rambøll Gruppens samlede omsætning.
"Dekarboniseringen af transportsektoren er en presserende nødvendighed for at sikre en bæredygtig fremtid og nå vores globale klimamål. Udfordringen er stor, men muligheden for at gøre en meningsfuld forskel er endnu større. Som partner for bæredygtig forandring ønsker Rambøll at spille en central rolle i denne vigtige globale udvikling," siger Peter Heymann Andersen, Koncerndirektør i Rambøll.
"Derfor er jeg glad for, at Stefan Wallmann har sagt ja til at stå i spidsen for vores bestræbelser på at accelerere transformationen af vores forretningsenhed for Transport. Stefan er en erfaren leder, der har stor international erfaring fra transportsektoren og en stærk forståelse for at drive store transportprojekter globalt. Dette sammen med hans erfaring med jernbaneprojekter og indgående kendskab til især det tyske marked, hvor jernbaner er et stort investeringsområde, gør Stefan til den rette person til at lede vores forretningsenhed for Transport," siger han.
Stefan Wallmann ser frem til at begynde på sin nye rolle og sit nye ansvar.
"Rambøll arbejder aktivt for at accelerere en bæredygtig forandring og facilitere den globale omstilling til mere bæredygtig transport. Som førende inden for løsninger med et lavere klimaaftryk til transportsektoren tilbyder Rambøll skræddersyede løsninger, der bringer transportsektoren ind i det 21. århundrede. Vores team af eksperter samarbejder med både private og offentlige kunder for at hjælpe dem med at nå deres bæredygtighedsmål, fra projekter inden for forbedring af jernbanenetværk til dekarbonisering af skibsfart og smarte transportkoncepter til bæredygtige byer og samfund, der er gode at leve i,” siger han.
De seneste fem år har Stefan Wallmann været administrerende direktør for Rambøll i Tyskland. Under hans ledelse er Rambølls tyske forretning vokset fra 500 til nu 1.100 medarbejdere og er blevet et kendt brand på det tyske marked. Før han kom til Rambøll, har Stefan Wallmann haft andre ledende stillinger med særligt fokus på det globale transportmarked.
Vil du vide mere?
Peter Heymann Andersen
Group Chief Operating Officer, Markets
+45 5161 1000
Morten Peick
Senior Group Director, Clients, Communication & Marketing
+45 5161 1000