Undersøgelse: Metantab fra biogasanlæg
Ifølge FN's Økonomiske Kommission for Europa er metan en af de mest potente drivhusgasser med et globalt opvarmningspotentiale, der er ca. 30 gange større end CO2.
I november 2018 indledte den danske regering en målrettet indsats for at nedbringe metanudslip fra biogasanlæg. Formålet var både at hjælpe de deltagende biogasanlæg med at finde og reducere metanlækager og at kvantificere metantabet fra anlæggene.
Rambøll hjalp Energistyrelsen med at dokumentere metantab fra biogasanlæg. Den endelige rapport viste et gennemsnitligt metantab på 2,5 % fra de anlæg, der deltog i projektet, hvor nogle anlæg havde et forholdsvis stort tab. Det laveste gennemsnitlige metantab blev konstateret på biogasanlæg med samudrådning (1,9 %), mens det højeste gennemsnitlige tab blev målt på anlæg til spildevandsbehandling (7,7 %).
Undersøgelsen konkluderer, at der er behov for regulering af metanemissionerne. Reduktion af metanlækager er nødvendig for at sikre, at biogas kan bidrage positivt til den grønne omstilling. Samtidig er der et økonomisk incitament for biogasanlæggene til at reducere metantabet, fordi lækager reducerer den samlede gasproduktion.
Blandt de specifikke kilder til metanudslip fremhæver rapporten de utætte tryk- og undertryksventiler samt manglende afdækning af og gasopsamling fra opbevaring af restprodukt og slam. Det er vigtig viden, som Energistyrelsen vil bruge til at vurdere, hvordan en fremtidig regulering af metanemissioner fra biogasanlæg bedst kan udarbejdes.
Rapporten kan få konsekvenser for både emissionshistorikken og kommende klimaprojekter. I Energistyrelsens klimafremskrivning for 2021 er det gennemsnitlige metantab fra biogasanlæg beregnet til 1%, mens Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) hidtil har beregnet en lækagerate på ca. 4,2% i opgørelsen over den danske emissionshistorik. Derfor er der indledt en dialog med DCE for at drøfte, hvordan denne nye viden kan indgå i beregningen af emissionshistorik og fremtidige klimafremskrivninger.
Rambølls rapport indeholder anbefalinger til tekniske løsninger og vedligeholdelse for at undgå tab af metan. Rapporten viser desuden, at en reduktion af metantabet fra biogasanlæg går hånd i hånd med større lønsomhed, fordi foranstaltninger, der reducerer lækager og øger mængden af indsamlet biogas, direkte fører til større biogasproduktion.